Vejret undlod at smile igen, igen.
Jeg var atter en gang futtet over i Michaels have, specielt for at overvære hans nyopstartede enkehunner på sektionsflyvning fra Kaltenkirchen. Både Søren og jeg havde inden sæsons start prikket til ham, for at få sat gang i det totale system. Det var ikke lykkedes, men tab af nogle tophanner i sæsonstarten og en nærmest håbløs indsats af hannerne på den åbne flyvning fra Celle fik blødgjort hans indstilling, og 14 hunner blev udtaget til træningsopstart.
Cheftræner Søren fik 14 travle dage med træning af hunnerne næsten hver dag fra Ørby Strand ved Lillebælt – ca. 30 km. – Til sidst overgik hunnernes træningstider hannernes, så Søren var meget spændt på resultatet søndag morgen. De hurtigste duer lå sædvanen tro i Aabenraa, men allerede på den første flyvning (sportsduerne) havde Michael den suverænt hurtigste i Kolding/Vejle området, så spændingen steg til den åbne flyvning, hvor alle 14 enkehunner var til start. Nogle minutter før det tidspunkt vi havde som det ideelle, kom duerne ind over haven. Ikke i én stor flok, men inden for ét minut 15 stk. som skulle vise sig at være de 15 første i Vejle/Kolding. De to første var enkehunner og der var i alt 9 enkehunner blandt de 15, ja, Søren var næsten grædefærdig. Et kæmpe træningsarbejde havde givet pote, og nu er de 14 hunner klar til at tage fat næste lørdag på den korte mellemdistance.
Alle sektionsduerne var ret hurtigt hjemme, så vi satte os til at vente på hjemkomst fra Münster. Vi regnede med at disse duer ville holde nogenlunde samme hastighed som sektionsduerne – omkring 1400 mpm. Vejret var jo egentlig rigtig godt om end det skifte ret ofte, og når solen var igennem “stak” den næsten uhyrligt. Kunne det være masser af små fronter, der forårsagede vejrets skiftende ansigt og udsatte duernes ankomst med adskillige minutter. De første duer lå med undtagelse af en fynsk noget under 1200 mpm., og der kom ikke mange. På sportsflyvningen havde Michael sine to fotomodeller fra facebook “433” “388” med, og midt under nogle solbeskinnede minutter kom en due ind direkte fra syd. Den lavede det, jeg kalder en fantom afslutning. Det var Flor Engels hannen “433”, som på denne måde gentog sektionsvinder placeringen fra sidste uge. Hans tro følgesvend fra de foregående flyvninger – Bulck hannen 388 – måtte bruge noget længere tid for at afslutte den meget vanskelige flyvning. – Alle 4 var dog hjemme inden aften. Det var de åbne duer ikke, så selv om det var den næst bedste flok, så var de ikke på forkant. – Godt enkehunnerne er blevet startet op.
I det hele taget blev flyvningerne fra Münster langt sværere end de fleste havde forventet, måske lige med undtagelse af mig, for jeg er nærmest bange for at sende duer til den station, og så var der i år ikke engang østenvind, som ofte har voldt store kvaler for duerne. Jeg er meget imod, at DdB laver ungeflyvninger fra denne station. Jeg kan se i resultatlisterne, at rigtig mange af de der havde unger med i går tripper rundt med voldsomme “tømmermænd” – Jeg vil ikke en gang sige, at jeg har ondt af dem, for det det er de samme, som sender igen næste år, hvis det tilbydes i kapflyvningsplanen, men det er ikke værdigt over for nok slagets bedste unger.
Langflyvningen fra Gotha gik faktisk bedre, og her gentager Klaus Nissen Gråsten sit niveau ved at blive Regionsvinder – det er også ham, der har sektionens hurtigste unge fra Münster. Stort tillykke, Klaus.
Det er blevet en vane, at min forenings to gange Michael henter sektionsvindere. Michael Hansen var således ret suveræn på den åbne flyvning fra Münster.
I Vejle topper Niels Hansen Regionen på Münster sport, og Uve Thomsen vinder alle flyvningerne i sektion 32.
Tillykke til Jer alle.
Jeg har i disse dage ikke så meget energi, så jeg må undlade rundgangen i de øvrige regioner, men vores områdekonkurrence skal med:
På Kaltenkirchen sport: 250 kr. – 150 kr. – 100 kr.
Gråsten:
1. Klaus Nissen.
2. HC. Lind.
3. Gunther Rostermund
Aabenraa/Haderslev:
1. Uve Thomsen.
2. Team Meldgaard.
3. John C. Engel.
Kolding:
1. Michael Th. Larsen.
2. Arne Kjergaard.
3. Holger Wittke.
Vejle:
1. John Madsen.
2. Bente & Steen.
3. Tommy Gydesen.
Stort tillykke.
HJ.