Varme, varme…

Mange kan ikke lide at flyve med duerne i det kølige forårsvejr, så de må nu være meget begejstrede. Jeg hører til dem med den stik modsatte opfattelse og begynder tidligt i foråret med træningerne osv. Jeg har ikke mistet duer før her i varmetiden.

Varmetiden medfører nemlig rigtig meget atmosfærisk uro med tilhørende voldsomme regnskyl. Sådan også i et område fra Nordtyskland til syd for Frankfurt, hvor et drabeligt regnområde kaldet ”Tief Paula” vil hærge fra i dag til fredag aften. Det skulle være forbi til lørdag, og så må vi håbe, at der ikke hænger efterdønninger lørdag morgen.

Jeg er ikke bange for vejret til kapflyvninger lørdag, men, som løslader, vil jeg nok ikke sove meget fredag nat.

Der er kommet et brev fra løsladerudvalget, hvor man gør rede for omstændighederne ved slippet i Antwerpen. Man er ærlige og slutter også med at konkludere, at de slip var basis for ny læring til løsladelser fremover. Anderledes kan det jo heller ikke være, men der vil nok gå en rum tid, inden sårene lækkes hos alle de brevduefolk landet over, som mangler flere af deres topduer. – og i denne omgang ikke et eneste ord om, at denne station burde afskaffes. Det har nok i første omgang været vejrets skyld.

Vi sender ingen duer på langflyvning i denne uge, jo måske én på overnatning, for at se dens evner på det område.

Vi sender 6 til Minden, som skulle få fint flyvevejr lørdag.

Lige nu kan mange duer nok gå lidt i stå, de fælder måske allerede, og for duer på totalt system er der nok mange problemer med hunnerne, som nu har meget svært ved at styre deres lesbiske tilbøjeligheder. Vi har godt nok vores hunner bag tremmer, men de sidder og hyler til hinanden, og det er langt mere dette hyleri, der fremkalder æg, end de korte ophold hos hannerne, når de er på træning eller kapflyvning. Det bedste middel mod denne tilstand er træning og atter træning af disse hunner. Har man mulighed for det, så kan de godt være skarpe resten af sæsonen. Vi klager bestemt ikke over vores hunner. De er generelt i front hver lørdag, men for at holde dem der, så kører vi lige så ofte, som det er muligt, gerne ud på 80 km. Mindre kan dog også gøre det.

Til alle, kom nu op på stikkerne og prøv på at få en skarp afslutning på sæsonen.

HJ.