Ulrich Lemmens, Baden, Belgien.

Ulrich Lemmens var mål for vort første besøg i Belgien. Et meget stort talent i belgisk brevduesport, ung og allerede fuld professionel. Vi fik et super godt foredrag/interview ved Christian Hansens hjælp.

004

Vi stod i bedstefaderens gamle have med hus og slag. Her havde bedstefaderen fløjet temmelig godt på vitessen. Da han døde havde Ulrich taget over, men han ville flyve mere end vitessen. Dertil krævedes bedre duer, så på nær én aflivede han bedstefaderens duer og købte nye ind. Han fortsatte efter hver sæson med at sortere ekstremt hårdt, så kun de allerbedste var tilbage. Det gav hurtigt resultat, og han flyttede til forældrenes grund for at flyve derfra.

Han har i dag et meget flot flyveslag med voliere foran slaget. Han betoner disse volierer meget. Duerne opholder sig faktisk i dem hele vinteren, men til tider også om sommeren. Duerne flyves knaldhårdt op til 850 km. Hunnerne er på kapflyvning hver lørdag, og nogen gange 4 lørdage i træk med 850 km. De flyver på det totale system, hvor hannerne dog kun er med hver anden uge. Det er en meget speciel måde, det gøres på. Den sidste uge før den første nationalflyvning lukkes hanner og hunner sammen i flyveslaget, og så må de hygge sig på den måde, de har lyst. Finde rede, mage osv. Flyveduerne har aldrig hverken æg eller unger. Det er først når de har gjort sig fortjent til en plads i avlsslaget. Det er sand for dyden meget anderledes, end vi kan drømme om at gøre det, men han siger også ganske rammende: Jeg er ung og har ikke så meget forstand på duer, så derfor må jeg finde den letteste måde at gøre det på, og det har virkelig givet store resultater.

Middelmådighed går slet ikke på dette slag, enten kan duerne kapflyve eller også forlader de etablissementet. Der indkøbes også mange duer med henblik på at forbedre bestanden. I 2006 var han heldig med at avle en virkelig topper: ”De Gust”, som fløj en række virkelig toppræmier hjem til slaget, bl.a. som provinsial og zonevinder. Mere vigtig var det dog, at han viste sig som en storslået avlsdue, og hele hans nuværende avlsslag har disse duer som basis. Der bliver imidlertid ikke sparet på skillingerne, når han køber duer ind til at forstærke denne linje endnu mere. I avlsslaget så vi en han, som var avlet på Gust og en hun efter ”Kannibal” og desuden så vi én, hvor en datter af ”Freddy” var moderen. Jo, der bliver satset med kvalitet for at nå den Belgiske tinde. Han er rigtig godt på vej.

018

“DE GUST”

Han er i gang med at bygge et helt nyt avlsslag på en grund lidt derfra. Vi var henne og se det, dog kun fra bussens vinduer. De lignede for nuværende en staldbygning, men det bliver sikkert godt. Spændende at se det engang.

I interviewet gjorde han meget ud af, at han nu forsøgte at arbejde rent med duerne, dvs. uden brug af medicin og nævneværdige biprodukter. For fem år siden brugte han meget af den slags, men nu havde han helt sløjfet det, og duerne kom godt alligevel. Han vaccinerer duerne mod paratyfus, paramyxo og kopper.

Når duerne kommer hjem om lørdagen får de et proteinpulver på kornet eller i vandet. Søndag er de igen på rent vand. Han havde dog brugt noget rødbedejuice fra Herbot. Det bruger cykelrytterne i Belgien, og det skulle forøge ilt i blodet med ca. 20 pct. Det var en fidus, som alle jo kan efterprøve.

011

Avlsduerne gik i et slag ved den gamle ejendom. Jeg var med inde og se dem. De gik i bokse. Hovedsagelig duer på Gust-linjen. Det var meget skønne duer at håndtere

Det var fornøjeligt at besøge ham, men der var også en god dybde i interviewet. Det er nok ikke forkert at betegne ham som playboy i belgisk brevduesport. Han har for længst vundet indpas i ”solens rige” – Kina.

I 2013 blev han nationalvinder fra Tulle mod 14.307 duer med et barnebarn af DE GUST.

HJ.

Foto: Tommy Jørgensen.