Tja! Så nåede jeg også dette.
Så meget varme, uvejr og vand nærmest på en måned. Jeg kan ikke helt mindes et så voldsomt vejr. Planterne gror så meget, at man ligefrem er bange for, at der ikke er co2 nok til dem. Det er deres føde, vi andre lever af ilt fra planterne. En anden klimaorden begynder at vise sig, og den ser lidt svær ud for vores kære brevduer.
Det er uhyre svært for de ledere i vores organisation, som skal træffe de nødvendige beslutninger for at lede vi andre igennem en noget anderledes sæson. Bortset fra middagsslip på nogle af de meget varme dage, så synes jeg, de har gjort det godt, og de har heldigvis ikke tøvet eller udvist angst for at handle.
Sammenkoblingen af de jyske flyvninger i fredags var genialt. Der blev sparet mange penge på den måde, desværre forsvinder de så på de lange flyvninger, som er kørt hjem igen. I fredags oplevede vi duerne komme tæt og med pæn hastighed, og de sad ikke apatisk i reden som efter de varme flyvninger. Desværre tog det vejr overhånd, så duerne på de lange afstande ikke kunne udkæmpe deres kamp. Snart er de hjemme igen uden at være ødelagte, og en lille træningstur eller to vil hurtigt bringe dem oven på igen.
Jeg kan læste på facebook, at en del snart har fået nok af sæsonen. Jeg har selv kun 12 duer at sende, og det er ikke meget, de kan udrette, selv om de må antages at være de bedste. Et par gode placeringer i den sidste halvdel af sæsonen vil da glæde mig, og så må vi allerede nu tænke på næste sæson. Der er tid til at forberede ungeflokken, for mange af dem skal ind i de tomme reder.
Der er også nogle ganske glimrende flyvninger tilbage, i alle tilfælde på papiret, og vi har da lov til at håbe på bedre vejrforhold til dem.
Fredagsflyvningerne blev så også et irritationsmoment for mange, fordi vores fremragende resultatsystem tillod sig at strejke. De foreløbige resultatlister var helt anderledes og mangelfulde. Der var en del, der helt glemte, at vi i en sådan situation har indberetningspligt. Det er nok nødvendigt, at man i foreningerne lige lægger plan for, hvad man gør, hvis det skulle ske igen.
DdBs hjemmeside har virkelig hjulpet meget mere end tidligere år. Nogle ville nok gerne have haft lidt mere information fra løsladerne, og det er jeg enig i. Det er imidlertid svært, for selv den mindste lille oplysning bliver til føde for Facebooks voldsomme “hajer”.
Det er ikke så let at vurdere i fredagens resultater, men jeg faldt dog over et flot resultat i sektion 54 hos M&C Hansen, som endelig fik gang i duerne. De fire første i sektionen på den åbne fra Halstenbek, plus flere lige efter, var flot. I vores egen sektion var der en stor dag for John Engel, hvor duerne nærmest vrimlede ind fra frontgrupperne på næsten alle flyvninger, både sektion og DdB. Regionsvinder på Halstenbek super flot. Stort tillykke med det, John. Meldgaard & Jeppesen fik også hold i en regionsvinder igen, nemlig med ungerne. Vores egn fire bedste var på sportsflyvning i sektionen, og de kvitterede med placeringer i toppen, og nøle hoveder kom da alle hjem på den åbne flyvning.
Jeg glæder mig til sektionsflyvning i den kommende weekend – ikke mindst med ungerne.
HJ.