Slut for Belgien i denne omgang.

Efter tre gode oplevelser i Belgien skulle vi på en lidt længere bustur op til vort hotel i Arnhem. Efter indlogering skulle vi ud til Galla Middag i et klubhus, hvor Dick De Leeuw, kendt for tre hot spot sejre og en top ti placering i Dapirace i år, havde lavet et særdeles flot arrangement sammen med sine foreningskammerater.

På den lidt lange bustur op til Holland kan man enten sove lidt eller prøve en konklusion på det, vi havde oplevet. Normalt skal man have det hele lidt på afstand før man kan lave en konklusion, hvis man ikke lige har søgt den hele tiden. Vi er vel alle mere eller mindre optaget af medicinering og spørger hver gang ind til det. Hos Guy van der Auwera var vi ramt direkte ind i en ”medicinmand”, som kender til de produkter fra Belgica De Weerd, som bliver brugt en hel del i Danmark, men også i både Holland og Belgien. I de to lande har man den fordel frem for i Danmark, at man har dygtige brevduedyrlæger, som man ikke behøver at køre så langt for at konsultere, og det gør de så i stor udstrækning. Man har også generelt langt større bestande, end vi har i Danmark. De kan ikke overskue alle duerne i samme grad som vi gør hos os, så derfor får de en dyrlæge til lige at undersøge duernes tilstand, i flere tilfælde 4-5 gange i en sæson. De behandler derefter duerne, som dyrlægen har anvist. I Danmark, Norge og Sverige er vi henvist til selv af have et godt øje for, hvornår der opstår noget unormalt hos nogle af duerne. Vi har brug for at vide, hvad vi så skal gøre i situationerne. Derfor vores nysgerrighed.

På selve dueområdet er det påfaldende, at Geerinckxduerne er utroligt populære. Mange af de store slag har kørt disse duer ind over deres egne. Hvorfor? Spørger man sig selv. I starten – 1979 – købte de unger hos Jos Soontjens, en legende i Belgisk brevduesport. Det var især duer med store evner for sprintflyvninger. Disse duer er med årene blevet meget eftertragtet til indkryds. Når man flyver disse sprintflyvninger, også kaldet vitessen, så deltager der rigtig mange duer, op til 90.000, og de slippes i én stor flok ligegyldigt, hvilken retning, de skal i. Det kræver rigtig meget af disse duer. For det første skal de kunne orientere sig meget hurtigt, for derefter at flyve hjem i en opskruet fart. Disse evner avlede vitesseslagene efter, super hurtig orientering og speed i vingerne. Geerinckx fløj fremragende på vitessen, men forsøgte også, med stort held på de lidt længere afstande. For at styrke duerne til det, købte de fra Flor Engels og Houben. De har været dygtige i avlsarbejdet og fundet nogle ekstreme avlsduer, ”Villyke” og ”Sylvester”. De har selv fløjet fremragende på de nationale flyvninger, men dog ikke bedre end flere af de andre topslag. Duerne fra Gaston van der Wouwer, er dog også meget brugt som indkryds.

Træninger går man ikke så højt op i, slet ikke når sæsonen er i gang.

Tja! Det var så, hvad der gik igennem mit hoved på busturen til hotellet i Holland. Man kan i øvrigt læse om Geerinckx, hvis man blot slår op på denne sides ”arkiv”.

Tilbage til vores gallamiddag i Dick De Leeuws dejlige klubhus. Der var stillet an med dejligt grillmad og øl eller vin. Vi havde ikke været ret mange minutter i klubhuset, før snakken gik livligt. Der var sørget for et stort lotteri, og vi kunne også købe nogle unger fra foreningens stærke slag. Maden var bare super, og det lotteri, som var stillet an med et lykkehjul, blev bare ved Chr. Hansens fremragende evner til den helt store underholdning. Der blev på morsom vis trukket om næsten alt til den søde tand, og skønne unger fra medlemmerne. Det blev den sjoveste gallamiddag i MVL bussens 18 årige historie.

Jeg lader nogle billeder understøtte denne dejlige aften.

MVL BUSSEN 2015 039

MVL BUSSEN 2015 042

MVL BUSSEN 2015 041

Læg lige mærke til den lille unge ovre i hjørnet, den var også en gevinst. Vinder Tommy Jørgensen.

MVL BUSSEN 2015 044

En meget tilfreds vinder.

MVL BUSSEN 2015 050

Ja, og så var der lige Nielses Bente, som ikke vandt en krumme denne aften.

MVL BUSSEN 2015 043

Så var der baren. Er den ikke fri, når alt er gratis. Læg lige mærke til manden helt ude til højre med briller. Det er Dick De Leeuw.

HJ.