Sektionsvinder

Vores sektionsflyvning her Stor Bededag blev en vanskelig affære. Vejret på slipstedet var fornuftigt og ligeså i det sønderjyske. Der var overskyet, men med blå himmel og solstråler ind imellem. Der har imidlertid ligget et område i Nordtyskland med temmelig meget dis. Duerne var lidt klamme ved ankomsten.

Det betød, at resultatlisten blev omvendt det normale, – med de hurtigste duer på de længste afstande. Stærke slag fra Kolding satte sig på de fleste af de flotte sponsorkroner. Heldigvis havde vi i Viuf held til at udnytte muligheden for at vinde flyvningen. Det var én af vores tophunner, og hun var faktisk over 30 mpm. hurtigere end nr. 2 i sektionen. Her får i hende. Stamtavlen kan findes under menupunktet ”duer”.

Der var vel omkring 600 duer med på flyvningen. Duerne kom spredt hjem, men alle vores 30 var da hjemme inden spisetid om aftenen, så det blev til virkelig værdifuld træning.

Hele systemet med løsladelser, sms – løsladelsestider, indberetninger og resultatliste via de nye muligheder på DdB’s hjemmeside fungerede bare flot. Det vil en del sektioner også opleve i morgen, hvor de afholder kapflyvninger og tilsyneladende i bedre vejr, end vi havde i dag. Så held og lykke til Jer.

HJ.