Sektionsudstilling.
Her i weekenden var det os i 32, der skulle afvikle årets udstilling og møde. Vi havde lejet os ind hos Hoptrup Efterskole, hvis hovedtema er musik, sang og teater.
Det er gode lokaler, og det er hyggeligt at være sammen med eleverne. Dem var der mange af, for de var alle lige vendt tilbage efter juleferie, så de nød samværet med hinanden. Vi mærkede ikke så meget til dem ud over vore dommereTommy Gydesen og Leo Jørgensen. Pludselig væltede der en hel flok kvindelige elever ind til dem. De ville gerne have lidt at vide om de små søde fugle i burene, så Leo og Tommy fik en lidt anderledes opgave at tage vare på, men jeg tror, de nød det, selv om de blev lidt forsinket med bedømmelsen.
Selve udstillingen laver vi på en lidt alternativ måde. Vi startede op med det sidste år, og interessen for konceptet er stor. Hvert medlem kan tilmelde 4 unger og 2 ét-års. Stadegebyr er 50 kr. Heraf går de 30 kr. til en flyvekonkurrence til sommer. De tre første sektionsflyvninger inden DdB start og den første DdB åbne flyvning tæller med. Der er opgørelse efter hver flyvning, så vi kender stillingen undervejs. Rigtig mange af sektionens medlemmer deltager, så der var 152 duer til start. Medlemmerne kan vente med at indlevere duerne til kl. 7 om morgenen, og derefter er der fælles morgenkaffe, hvor vi rigtig hygger os og afholder et lille lotteri, hvor man kan være heldig at vinde unger fra de stærkeste medlemmer i sektionen.
Herefter har vi en god spisning med mad fra ”Flammen”, derefter er der præmieoverrækkelse fra flyvningerne i sommer. Til sidst samles vi alle ved udstillingsduerne, hvor vi slutter med en lille auktion af 4 duer skænket også af et par stærke medlemmer i sektionen. Herefter kan alle tage sine duer med hjem. Vi er færdige med det hele ca. kl. 14.
Her lidt billedreportage:
Leo og Tommy ved at foretage de indledende manøvre. Overvåget af udstillingsmaster, Evald Christensen.
Her 1. og 2. i etårs hunner. Begge fra slaget i Viuf. Nr. 2 er i øvrigt es. Due vinder hos ét års hunner i sommer, vinder af guldringskonkurrencen og sektionsvinder fra Soltau. Vi havde også vinderen i klassen for hununger. – Så en god dag for Tommy & Henning.
Her så sektionens stærkeste i sommer. Fra venstre Michael Hansen(suveræn med unger), Meldgaard & Jeppesen helt suveræne i 2015, så undertegnede, som vandt alle sektionens es. Due klasser, så følger vores stærke juniormester Mark Bertelsen. I skammekrogen, jeg ved ikke hvorfor, Holger Wittke, som er sektionens eneste mand på scenen i Brædstrup. Desværre mangler vores langflyvermand, Torben Juhl.
Jeg har endelig fået læst landsformandens beretning. Ved mødet i Hoptrup var der én af medlemmerne, der spurgte mig, om Erik Rasmussen havde været syg.
Jeg skal lille have tygget beretningen igennem et par gange mere, så jeg kan fornemme, hvad der står mellem linjerne. Så vil jeg causere lidt om nogle dage.
HJ.