Sæson – 2006

Sæson – 2006

under navnet Tommy og Henning

  Lad billedet tale.

Det mål, som alle brevdueejere bør have, men som de fleste næsten ikke tør drømme om at få opfyldt, blev nået af os. Det var et underligt år, som egentlig startede med, at vi sammen medMichael Th. Larsenog min gamle ven Sv. A. Larsen – uden vores ønske eller vilje – blev flyttet fra sektion 33 til den meget stærkere sektion 32.

Vi fik imidlertid en flot modtagelse i sektion 32 og i vores ny forening 227 ”Koldinghus”, så alene af den grund var det skønt at vinde titlen hjem til området.

 

Efter 2005’s drønende fiasko med vinteravl ventede vi med at parre duerne til lige i starten af februar. Der var koldt på det tidspunkt, men via vores prøveparringer i dec. gik det alligevel ret smertefrit. Disse prøveparringer anvender vi hvert år for at have god tid til at lave de optimale konstellationer også blandt flyveduerne, for nogle gange har man held til at lave fremtidens superavlspar her. Det gælder om tidligt at få unger på de parringer, man tror på, så afkommet kan vise, om det er et par, der bør have plads i avlsslaget. Vi har netop via denne vej fundet de topavlspar, som har været fundamentet for vores kontinuerlige gode resultater de sidste 25 år. – Og det har knebet lidt de sidste 5-6 år. Det er også lidt af grunden til, at vi solgte og dermed nedlagde ”Trekantens Avlscenter”. Dette center var et fælleseje medMichael Th. Larsen, fremragende passet af hans far Søren. Ved siden af har både Michael og jeg vore egne avlsslag, og det har betydet, at stort set alle vore flyveduer fungerede som ammeduer for æggene fra avlsslagene, og det er imod min lige omtalte filosofi.

Vi fortsætter dog vores samarbejde omkring udveksling af duer, træning osv.

Men tilbage til disse prøveparringer som i øvrigt også kan startes i slutningen af november. – Vi lader duerne være sammen 3-4 dage og skiller dem så ad igen, for det er ikke meningen, de skal i gang med at drive. – Det er normalt ikke sådan, at vi når de optimale konstellationer første gang, vi prøver, men når vi når frem til den endelige parring – i 2007 formentlig omkring 15. jan., ja, så er de på plads. Og så bliver dagen en oplevelse i stedet for et mareridt, som det uvægerligt er, hvis ikke man har prøveparret.

Der er nu større chance for, at duerne lægger æg noget nær samtidigt.

 God sæsonstart.

Efter en fremragende sæson 2005, så var det naturligt at fortsætte uden de store ændringer lige med undtagelse af vinteravlen. Vi fik en god samling 1-2. kuldsunger, som dog blev sorteret ekstremt hårdt, så vi kunne besætte det store ungeslag med ca. 50 sunde, velbyggede og velafbalancerede forhåbninger. 3-4. kuld blev placeret i det lille ungeslag, og her nåede vi efter de samme sorteringsprincipper op på 28 unger. – Vi hader unger, som ikke kan opføre sig intelligent, uhysterisk og fornuftigt i omgivelserne. De bliver selvfølgelig aflivet ligegyldigt hvilket superpar, de er avlet på.

Vi mistede ikke mange unger.

Det gør vi ellers normalt den første måned, hvor de flyver frit. Vi har hele tiden haft de mange overflyvende træningsflokke mistænkt for at trække vores unger med, og når det sker, inden ungerne er ret gamle, så koster det.

Restriktionerne på grund af fugleinfluenzaen satte en stopper for de tidlige træningsture med de gamle, så måske var det årsagen til, at vi ikke kom af med så mange unger på den måde.

Den første måned fik ungerne i det store ungeslag lov til at være ude ca. 3 timer midt på dagen, hvor de fik lov til at gøre lige hvad de ville, så de blev fortrolige med omgivelserne. Derefter kom de kun ud tidligt om morgen, hvor de blev jaget i luften, og ret hurtigt fandt de ud af at selvtræne i et par timer, hvor de ofte var væk fra slaget næsten hele tiden. Så snart de landede, blev de kaldt ind til morgenfodring. Unger fra det lille ungeslag overtog tiden midt på dagen, og efter samme princip fik de morgentimerne, da de ældste skulle i gang med træningsslip. Efter mange træningsture næsten hver dag i ugen fra grænsen med foreningens fællestræning, stod vi tilbage med en gennemtrænet og sorteret flok på ca. 50 unger. Det har vi stort set aldrig prøvet før. Det kom til at koste blandt de gamle, som ellers netop havde fløjet DM hjem til slaget. Kun de suverænt bedste forblev på slaget. 26 stk. af de gamle blev aflivet den første uge efter flyvesæsonen. Der var sektionsvindere, es-duer og sågar en 1. national es-due iblandt. Det gjorde naturligvis ondt, men man er nødt til at være rationel og ikke fortabe sig i nostalgien, hvis man fortsat vil gøre sig håb om at være med i toppen.

Restriktionerne.

Det gik godt og smertefrit med ungerne, men restriktionerne under fugleinfluenzaen var meget tæt på at skabe et katastrofeår for flyvning med de gamle duer.

Manglende viden og måske også information fik mange til nærmest at gå i panik. Vi startede træning og system op som om, vi ville få en normal sæson. Heldigvis måtte vi i vores område træne med vore duer, og det gjorde vi så. Men i hvilken retning skulle vi kører. Det var jo meningen, vi skulle flyve fra Sverige, men vi kunne ikke komme til at træne duerne fra øst, fordi Fyn var ramt af restriktionerne meget langt hen i sæsonen.

Forlydender – og de kom endda fra meget pålidelig kilde, skulle man mene – gik på, at vi ikke kom til Tyskland, måske til Sverige, men i hvert fald til Nordjylland, Skagen f.eks.

 

Vi lagde derfor en stor indsats i at træne fra nord. Det var dog såre vanskeligt ikke blot for os, men mange andre, og det det kom til at koste et par af de unge duer, som ganske vist også var meget dårligt trænede som unger.

Pludselig kom så, i slutningen af juni, meldingen om, at vi ikke kom til Sverige med vore duer, men derimod til Tyskland. Den nye flyveplan gjorde, at duerne ret omgående skulle starte op i DdB med at flyve fra Soltau, små300 km. Sæsonen blev kort, og vi skulle også nå en del lange flyvninger, så der var ingen tid til at starte duerne op på sædvanlig vis med langsomt stigende antal km. på flyvningerne. Der blev oprettet fire mester skaber. To DM – for sport og åbent – hvor alle flyvninger skulle medtælles samt to sektionsmesterskaber, hvor alle flyvninger med undtagelse af landsflyvninger og et fradrag af tre flyvninger skulle tælle.

Vi spekulerede nu ikke så meget i dette, men mere i at få vore duer ud at arbejde, så vi kunne stå med en brugbar vurdering af dem efter sæsonen. Derfor måtte langt de fleste hver lørdag af sted på DdB-flyvningerne og kun få på de kortere sektionsflyvninger. Det var virkelig en udfordring, specielt for de unge duer, men nogle af dem viste meget fine takter, og det er så dem, der fortsat har en plads på slaget. For nogle af ”stjernerne” fra 2005 var opstarten katastrofal. Høgens pludselige besøg i haven i foråret fik ”1679”- 2. nationale es-due hun 2005 – og ”1444”– sektionsvinder i 2005 – til at torpedere vores stuevinduer med en sådan kraft, at de efterfølgende måtte bæres ind i slaget. ”1692”stortalentet efter ”255”– to gange sektionsvinder i 2005 – vendte fuldstændig oprevet hjem efter kollision med ledninger på én af de første træninger på 12 km. Hende måtte vi aflive. Det samme skete for ”598”– bedste langflyver –  Hun var blevet ramt på halsen og var næsten ikke i stand til at lande på slaget ved hjemkomsten. Hun blev blind på det ene øje efter det uheld og indtager i 2007 en plads i avlsslaget. – Det var en fæl åreladning af topduer. Vi forsøgte dog at få 1444 og 1679 i gang igen. Det var dog ikke nogen succes, selv om de var første due på slaget hver én gang, dog på de kortere flyvninger. Vi stoppede 1444, men fortsatte desværre én gang for meget med 1679.

Heldigvis blomstrede andre af vore duer, og vi var med fremme på samtlige DdB-flyvninger. Hele tre gange nåede vi at blive sektionsvindere. Det var imidlertid flotte præstationer af vore duer på de lange og vanskelige flyvninger, der kom til at danne grundlaget for, at det hele nåede sammen til Danmarksmesterskabet både åbent og sport.

En stor del af æren må tildeles vores gamle topflyver ”146”, der blev suveræn sektionsvinder på den ultravanskelige langflyvning fra Limburg. Det var fjerde gang, hun blev sektionsvinder. Meget skammeligt, at Danmark ikke kunne samle hold til OL, for her havde hun været sikker deltager, og det kunne have været en flot afslutning på hendes karriere. Nu må hun nøjes med flere es.due titler. Ganske enkelt den bedst flyvende hun, vi nogen sinde har haft. Hun er nu placeret i avlsslaget, og der skal nok komme flere ”Miss Limburger” efter hende. Se billede og omtale på side 12 her i hæftet.

055-02-0096

 

Datter efter Flor Engelsparret 023 ”Den brogede Han” og 195 ”Dronningehunnen”. Placeringer som henholdsvis nr. 2 og nr. 5 i sektionen på de to landsflyvninger var hendes meget værdifulde bidrag. Hendes karriere har dog også været flot med følgende top-20 placeringer i sektionen: 1 – 2 – 2 – 5 – 5 – 9 – 9 – 12 og 15. 23 placeringer i alt på fire år.

 055-03-1578

 

Avlet på 255-linien og Flor Vervoort. Sektionsvinder fra Gøttingen og nr. 7 i sektionen fra Giesen. Hun har følgende top-20 på 3 år: 1-1- 3 – 7 – 8 – 12 – 13 – 20 og 20.

”1332 sportsduen” er endnu en hun, som bør fremhæves for sine pragtpræstationer igen i 2006. – Hun er ganske enkelt med i front hver gang, så hun er den ideelle sportsdue. Hun er ren Flor Engels, datter på ”316-junior”

På to år har hun følgende top-20 placeringer i sektionen: 2- 3 – 4 – 5 – 6 -10 og 13. I alt 14 placeringer på to år. – Se billede og omtale på side 13.

Enkehunsystemet virker.

Vi fortsatte vort succesfulde enkehunsystem fra 2005, og det gav igen store resultater i 2006. Det var ikke på alle flyvningerne, at hunnerne var først hjemme, men det var tæt på. Man kan så spørge, om systemet går ud over hannernes præstationer, og det kan man ikke udelukke. Nu blev sæson 2006 meget hektisk, så næsten alle duer var med på de samme stationer hver lørdag, og det tager hannerne åbenbart mest skade af. De har mere brug for at have magen i reden, når de vender hjem end hunnerne har. – Men vi ændrer ikke på systemet til 2007.

  Fodring og medicinering.

Det kørte vi også fuldstændig som i 2005, og nu har vi brugt Plus-serien fra Versele-Laga i flere år, og resultaterne har virkelig været upåklagelige. Den blanding er godt nok lidt dyrere, end de andre, men det virker som om duerne er meget bedre doseret, når blot man husker på, at det er en spise-op blanding, og det ved hver fodring. Duerne har den rigtige vægt og er særdeles vitale. Man behøver heller ikke hele tiden at give ekstra vitaminer og sporstoffer til tarmsystemet, for det er i kornet via det såkaldte spam. Synligt som små pressede orange og grønne piller. Og det er netop dem, man skal sørge for, at duerne får spist ved hver fodring.

Vores fodrings-og medicineringssystem er tidligere beskrevet på siderne 10 og 11.

 ”Trekantens træningsklub” nedlagt – men…… Genoprettet i vores nye forening 0227 ”Koldinghus”.

Efter vores udsmidning eller forflytning – kald det, hvad du vil – til sektion 32 og 227 var det naturligt at høre, om medlemmerne i 227 ville være med til at lave en foreningstræningsklub. Det ville de heldigvis, så en helt ny trailer blev indkøbt, og den blev opbygget med 16 foreningskurve. Det blev til rigtig mange træninger, for næsten alle var med til at trække den på skift. Den har været mange gange ved grænsen med såvel gamle som unger. Om dette træningsarbejde er skyld i mange flotte placeringer til 227’s medlemmer kan ikke siges, men det er vel ikke utænkeligt. I det hele taget var det dejligt at komme med i den forening. Der blev gratuleret, der blev hyggespist og drukket kaffe. Alle lever op til ansvaret og leverer en gedigen indsats på hver sit område. Ikke en eneste gang glemte én – med eller uden vilje – at komme og trække træningstraileren.

>

Der var mange hyggelige stunder i klubhuset, og den gule førertrøje, som var en nyskabelse i 2006 var meget populær. – Den tilfalder sæsonen igennem den, der fører i konkurrencen for én afkrydset due. På billedet ses alle førertrøjeindehavere i sæsonens løb. Der skal dog siges, at det var Børge Grarup – længst th. på billedet – der til slut havde retten til at bære den til starten af næste sæson.

Det var en kort og hektisk sæson, men de meget vanskelige flyvninger gjorde sit til, at vi alle var mætte til sidst, men lad os håbe, at vi får flere af de gode timer i klubhuset i 2007

 Med MVL-bussen.

Det er næsten blevet en tradition, at flyvesæsonen afsluttes med busturen til Belgien i september måned. Den nyder vi meget og ikke mindst Tommy.

Han har fået sig en ny, men meget populær kammerat, Poul Mc. Burnie. Her på besøg hos C & R Denisse i Kapellen.

To af turens hovedpersoner. ”Studieværten”Henrik Meldgaardher ved morgenmødet med ”hjælpechaufføren” og ”papkassemanden” Tommy.

 

Året sluttede med, at den ældste i kompagniskabet måtte under kniven for at få udskiftet den første af to nedslidte hofter. Nu var de sidste mange år gået med, at man næsten ikke kunne holde ud til at bære på en kurv, og det var ikke ”gangbart” længere. Men hold da op, hvor er man i starten efter en sådan operation handicappet i dueslaget, men heldigvis har vi en Mor, som ikke er bange for at arbejde der, så duerne har ikke lidt nød i perioden, nærmere tvært om.

Det må da vist være én af de rigtige fruer i brevduesporten.

Måske bliver hun chef på slaget i Viuf, hvis næste hofte skal udskiftes til sommer.