Østlig vind på godt og ondt.

Skønt vejr i Michaels have og duerne kom rimeligt pænt efter hinanden og med fornuftig hastighed. I Sydvestjylland og Nordvestjylland landede duerne med de højeste hastigheder på de lange mellemdistancer. I syd således regionsvinderen på sport hos Kasper & Viggo i Ribe og på åben hos Poul Erik Hansen i Esbjerg. I region nord sport strøg to duer ud til Harboør hos Iounut Titirez – og på åben landede den hurtigste hos Brdr. Nielsen i Ringkøbing. – Flot at slagene i det vestjyske kan udnytte mulighederne, når de byder sig.

Der var rigeligt med sol på himmelen, så huden kunne optage mange D-vitaminer, når man sad og ventede. På det område blev det en stor dag for sjællænderne, som har valgt at slippe i Groningen på denne dato. Vind og varme skulle komme til at udløse en flyvning med helt andre betingelser end de jyske regioner havde. Sværhedsgraden steg med adskillige procent, og de hurtigste duer nåede lige over 1000 mpm. Ikke desto mindre, så landede regionsvinderen på både sport og åben hos Dennis Madsen 071. Der var trods alt ret mange duer med, så jeg vil betragte denne præstation som årets foreløbige største. Stort tillykke, Dennis. – Desværre så det ud til, at ret mange af duerne ikke havde nok i én dag til at klare opgaven i. Søndag bragte dog flere hjemkomster, så selv om der stadig mangler duer, så gik det bedre, end man kunne frygte lørdag aften.

Jeg er godt nok ikke aktiv længere, men tænker alligevel ind i det,  der sker på flyvningerne i weekenderne. Med 70 års erfaring med flyvninger fra Holland, Tyskland og Belgien ved jeg, at slip på de nostalgiske steder, eks. vis Groningen, Amsterdam, Antwerpen, Münster, Osnabrück og Bremen kan give store problemer for region syd og nord i varme og østenvind. Tilsyneladende har sjællænderne lidt nemmere ved at klare det, nok fordi de skal op mod vinden. Havde de jysk/fynske regioner sluppet i Groningen i stedet for Hannover i lørdags, så var de gledet med vinden ud over Nordsøen, måske i store flokke. Omvendt kunne det have været for region øst, en svær flyvning, men nok med lidt bedre hjemkomst.

Ja,  ja, men tilbage til Michaels have, hvor duerne generelt ikke har de bedste vinderbetingelser i østenvind. Jeg ved ikke, om man kan sige, at det “blæste” de på, for på tre af de fire flyvninger lå de helt i front. I sektionen var det Zeven, der var på programmet. Sportsflyvningen lagde ud, og det var et vildt flot syn. 4 af de 6 medsendte kom direkte ind fra syd sammen med et par stykker mere, som fortsatte nordpå. I blandt de 4 var den gamle superflyver tidligere regionsvinder og 1. es. due “Bulck Ægget” – Der selv om de kom højt havde held til at “krølle” sig ned i sputnikken. De tre andre – bl.a. en enkehun havde held med at følge direkte efter, og det blev så til de fire første i sektionen. En halv time senere var det lige ved at gentage sig på den åbne flyvning. Her kom tre samlet, men de fik ikke lavet samme akrobatik, som de fire første. Det blev til 2.3.4. plads i sektionen efter John Engel og igen med en Van d. Bulck due i front. – Derefter gjaldt det Hannover, hvor vi rigtig havde sat næsen op efter et topresultat på sportsflyvningen. Den næse holdt solen nu alt for godt fat i. “388” kom endelig, men ind fra nord. Vi slap dog for en forbrændt “tud” og en placering som nr. 11 i sektionen måtte accepteres. John C. Engel nappede her sin anden sektionsvinder  på dagen. – Så havde vi den åbne tilbage, og den skulle komme til at bringe os lidt på ret køl igen. Inden vi egentlig havde regnet med det landede en ét års han – søn af den berømte “335” hos Mark i 190. “335” var for nogle år siden 1. es. due i landet. Det blev så til den anden sektionsvinder i haven i lørdags. Igen store bedrifter af Van d. Bulck duerne.

Men lad os lige kigge på områdeplaceringerne på sportsflyvningen fra Zeven:

Gråsten:

1. Klaus Nissen

2. H.C. Lind

3. Günther Rostermund

Aabenraa/Haderslev:

1. John C. Engel

2. Uve Thomsen

3. Team Meldgaard

Kolding:

1. Michael Th. Larsen

2. Holger Wittke

3. Arne Kjergaard

Vejle:

1. Tommy Gydesen

2. Bente & Steen

3. Erik Dybdahl

Stort tillykke til alle vinderne.

HJ.