Nøj! Hvor var vi heldige.

Lørdagsvejret artede sig lige præcis så godt, at vi kunne gennemføre vore kapflyvninger på bedste vis. Alle de omkringliggende dage var ikke så gode, og de seneste dage helt umulige. Heldigt, at vi ikke behøver at træne med vore duer mere i år.

Vejret var fint til at sidde i haven og vente på duerne. Min fornøjelse blev dog brat afbrudt og nærmest afløst af et mindre chok. Vi sad og ventede på duerne fra den åbne flyvning i sektionen, Garlstorf. Til stor glæde lagde en due an til landing ude i horisonten. Det var i rimelig god tid, og vi fulgte den. Den gjorde det hele perfekt, men da den lagde an til at dykke ned i sputnikken, fik den en rovfugl lige i halen.  Duen svingede i stedet op på slagets tag, hvor høgen imidlertid slog på den. Det eneste jeg derefter så var flere små fjer, som dryssede ned fra taget. Jeg nåede dog at konstatere, at det var én af de 4 blåbåndede duer, som var med på flyvningen. Det gik simpelt hen så stærkt, at Bodil, som sad lige ved siden af mig, slet ikke så, hvad der var sket. Hun gik ned på en boldbane tæt ved vores parcel for at se om høgen sad med duen der. Det gjorde den ikke, og tre af de fire bb. kom ret tæt efter hinanden uden at være nervøse. Den sidste af de fire kom først ved middagstid, og den kunne godt se ud til at have mistet nogle fjer.

Normalt vil en duehøg eller ældre spurvehøgehun ikke give slip på sit bytte, men de vil heller ikke slå til på dueslagets tag, så jeg går ud fra, at det har været en ung spurvehøgehun tillagt i foråret. Det var en ubehagelig oplevelse, som fik mig til at frygte noget lignende, når duerne på den lange mellemdistance fra Göttingen kom. Det skete heldigvis ikke.

Sportsflyvningen fra Göttingen blev en flot forestilling i vores Region. Team Meldgaard blev en suveræn regionsvinder foran min nabo Holger Wittke og to duer hos Michael Th. Larsen. Stort tillykke til Jer. På den åbne fra Göttingen landede de bedste i regionen også i min sektion. Vinder: John Engel foran Team Meldgaard og Michael Th. Larsen. Også stort tillykke her. Det er nogle “hårde nyser” at være oppe imod uge efter uge.

I Region Nord fandt jeg også en “hård nyser” i Niels Bech Nygaard 113, som var regionsvinder på både sport og åben på den lange mellemdistance. Stort tillykke.

I Viuf haven var der dog også gode oplevelser. Vores to super hunner “2401” og “2411” sørgede for en 7. og 9. plads i sektionen fra Göttingen sport, og på sektionsflyvningen fra Garlstorf sport blev det til placeringer i sektionen som 4-5 – 7 og 8. Her havde Torben Juhl 070 de tre første – super flot. Den første hos os var det nye stjernefrø “512” – Den åbne sektionsflyvning havde igen John Engel i front med en hel stribe duer. Det magter han til fulde.

Sportsflyvningen  var også den sidste i år med fine område præmier. Mest vindende har sikkert været Tommy Gydesen, 055 og Klaus Nissen, Gråsten. Stort tillykke til Jer.

Resultater fra i lørdags fra Garlstorf sport:

Aabenraa:

1. Torben Juhl

2. Meldgaard & Jeppesen

3. Uve Thomsen

4. Jørgen Greve.

Gråsten:

1. HC. Lind.

2. Günther Rostermund.

3. Johnny Plath.

4. Klaus Nissen.

Kolding:

1. Tommy & Henning.

2. KE. Kristensen

3. Holger Wittke

4. Mich. Th. Larsen

Vejle:

1. Tommy Gydesen

2. John Madsen

3. Jørn Hedensted

4. Erik Dybdahl.

Stort tillykke til alle. Håber vi får denne konkurrence igen til næste år, eller måske i udvidet form. Det har været sjovt.

Vi krydser fingre for at få fint vejr til vores afsluttende flyvninger på lørdag.

HJ.