Guldspir på rette vej.

Han udvikler sig virkeligt godt. Som tidligere skrevet, så erobrede han 255s hofdame, og han forsøgte også at slå efter 255. Det kom han nu ikke så godt fra, men 255 havde fået forstyrret dagligdagen, så når jeg kom ud i slaget sad han henne ved døren og ventede på mig. Han ville imidlertid slet ikke spise nogle af de jordnødder, jeg tilbød ham, så jeg frygtede, at hans tid nu var ved at være omme. Min gode ven og slagbygger, Poul Jørgensen havde imidlertid lavet tre redekasser, som vi kunne slå op for enden af fodergangen lige ud for ungeslaget.

Den ene af kasserne blev tildelt Guldspir og fruen. Jeg aflivede et par af de reserveduer, som også gik inde hos 255, så der kun var en dejlig hun tilbage sammen med ham. De fik en redeskål ind i hjørnet på gulvet, og det var virkelig noget, der bekom den gamle. Han begyndte igen at æde ihærdigt og forlangte igen jordnødder. Nu har hunnen lagt æg i redeskålen, og den gamle fører sig frem som en kejser. Guldspir befinder sig også fint i sin redekasse sammen med en 50 % sablondue fra Bent Th. Pedersen. De har også æg.

Den forkvaklede æglægning i januars polarkulde, hvor stort set halvdelen af hunnerne gik helt i stå, giver nu atter lidt bøvl. De hunner, som fik æg dengang har nu været sammen med ungerne i ungeslaget ca. 10 dage. De var allerede begyndt at lege med hinanden, så jeg satte dem i deres enkehunrum. Det blev det dog ikke bedre af, så jeg måtte have tremmer for reolerne. Alle de andre hunner har nu halvstore unger i rederne. Det virker meget uens, så jeg besluttede i dag at sætte hunnerne i enkehunslaget ind til hannerne.

De får så lov til at lægge et hold æg, som de dog kun ruger på i et par dage, før de igen kommer i enkehunslaget, og så passer tiden også til de øvrige hunner, som kan blive flyttet dertil. Hunner har meget let ved at blive lesbiske, og det må endelig ikke ske, slet ikke så tidligt på året.

Efter indflytningen vil de blive trænet hver eneste dag, så de glemmer alt om hinanden. Mange har sikkert benyttet det gode vejr til at køre en kort tur eller to med duerne. Det ville jeg, som sagt, også have gjort i mine yngre dage. Det er lidt ærgerligt, at der nu loves en periode med meget ustabilt vejr, hvor træning med duerne er mindre smart. På mine ældre dage har jeg valgt, at vente med at starte træningen til der er chance for en stabil vejrperiode. Jeg foretrækker at ”gå til vaflerne”, når jeg er startet op.

Vi har 25 unger, som nu kan flyve ud og orientere sig i sputnikken. De kommer ikke helt ud de første dage. De bliver fodret med Gerry Plus for at holde dem i en fornuftig vægt. For mig, er det et problem, at vi har et endnu større hold unger, der er ca. tre uger senere på vej. De skulle gerne gå sammen de to hold unger, selv om jeg godt nok har et ungeslag mere lige ved siden af.  Uha! Det er et dilemma. I modsætning til mange andre, så hader jeg faktisk at arbejde med unger.

I skal nok blive orienteret om tidens gang med ungerne.

HJ.