Godt set af løsladerne.
Det har bestemt ikke været nogen let sæson for løsladerne, og denne weekend tegnede også ganske umulig. En frisk vind fra syd med vestlig tilsnit hjalp dog på mulighederne. Masser af regnbyger skulle dog sætte en stopper for slip om lørdagen. De var dog ikke trukket væk til om søndagen, men virkede mere afdæmpet, så slip i Tyskland kunne lade sig gøre.
Selv om mange duer var våde ved hjemkomsten, så kom de tæt og med flotte hastigheder. De første langflyvninger gik fornuftigt, specielt i Jylland.
Den korte mellemdistance opførte sig, som vanligt. Jeg kalder det “tonserflyvninger”. Mange elsker at få serier hjem dvs. 10-15 duer på én gang. Det så vi også flere eksempler på søndag, men næsten alle serier havde ikke vinderduerne i sig. – Skønt at se, for i mine øjne slæbes mange middelmådige duer med hjem på den måde, og ofte ødelægger de den afsluttende indgang for topduerne.
Jeg kunne ikke være hos Michael og Søren i går. Jeg var til rund fødselsdag hos ét af mine børnebørn, 10 år. En vigtig dag, men jeg kunne forstå på Søren, at de fik deres to top hanner – “388” og “433” sammen, og som både sektions og gruppevindere. De leverede en suveræn afslutning uden spild af sekunder, hvilket let kunne være sket, hvis de havde en serie med sig. Det var også nødvendigt , for Klaus Nissen i Gråsten var meget tæt på. Han vandt så til gengæld ungeflyvningen i sektionen. Klaus bider mere og mere fra sig og er i gang med en fremragende sæson.
Min forening fik også en sektionsvinder på langflyvningen fra Warburg ved Michael Hansen. Det var anden uge i træk, at vores to Michael’er topper sektionens resultatliste. – Stort tillykke til Jer.
Jeg har kikket lidt på resultaterne i regionerne på langflyvningerne, og det imponerer mig, at Frank Jensen i Horsens lægger så flot fra land med de to hurtigste i Region Syd. – Han var meget suveræn i sidste sæson på langflyvningerne. Det bliver spændende at følge ham resten af sæsonen.
Region Øst:
1. Søren Andersen 012 1683 mpm.
Region Nord:
1. Klaus Hansen 170 1730 mpm.
Region Syd:
1. Frank Jensen 046 1711 mpm. – 2 stk.
Tillykke til alle vinderne.
Heldigvis ser vejrudsigten ud til at smile lidt til os i denne uge.
HJ.