Fra Michael Th. Larsen

Om min kandidatur til posten som formand for De danske Brevdueforeninger

Det har i en kortere periode været kendt, at undertegnede opstiller til denne post ved det ekstraordinære repræsentantskabsmøde, der netop er blevet indkaldt til.

Jeg vil i det følgende fortælle lidt om mig selv og ikke mindst min baggrund for at opstille til denne post og mine visioner for vores organisation.

Lidt om mig selv

Allerførst ganske kort om mig selv: Jeg er født i 1979 og har siden da haft min gang på et dueslag, idet både min farfar og far var og er en del af sporten. Mine egne duer fik jeg som 12-årig i 1991, og brevduesporten har igennem alle årene fyldt stort set hele min fritid. Min livslange passion for at flyve med duer er i virkeligheden den stærkeste drivkraft i forhold til, at jeg stiller op til denne post, da det er altoverskyggende vigtigt for mig, at vi også om 50 år har mulighed for at dyrke vores fantastiske hobby på et højt, spændende og frem for alt sjovt plan her i Danmark.

Udover min involvering i sporten siden barnsben har jeg en professionel baggrund for at stille op til formandshvervet, idet jeg siden, jeg var 24 år, har været en del af og arbejdet med ledelse i mit jobmæssige virke. Jeg har en økonomisk uddannelse og arbejder i dag som direktør for en virksomhed i emballagebranchen – et job, jeg har haft siden 2012. Således er jeg ikke uvant med rollen som leder og de – også vanskelige – situationer, der kan opstå i denne rolle, ligesom min jobmæssige baggrund også har lært mig lidt om, hvordan man driver købmandsskab og forretning.

Om behovet for forandring

Nu til noget andet – hvorfor jeg opstiller? Sensommerens forskellige hændelser inden for vores organisation, og den siddende landsformands håndtering heraf er ganske enkelt i uoverensstemmelse med min opfattelse af, hvordan vores organisation skal drives og udvikles. Jeg skal komme tilbage til dette emne.

Allerførst vil jeg gerne fastslå, at min kandidatur ikke er hverken revolutionær, krigerisk eller personlig. Jeg har kendt Erik Dybdahl, så længe jeg nærmest kan huske, og Erik har gjort et stort og dygtigt arbejde for vores organisation – specielt på det økonomiske område med bl.a. sikringen af et velfungerende og økonomisk bæredygtigt sekretariat i Linde, et på europæisk niveau misundelsesværdigt resultatformidlingssystem og meget andet. For noget tid siden undersøgte jeg for interessens skyld prisudviklingen på vores kapflyvningsgebyrer siden 1979, og rent faktisk viser det sig, at vi i dag betaler stort set det samme som dengang, når priserne omregnes til nutidskroner. Tager man i betragtning, at vores medlemsgrundlag i samme periode er faldet drastisk, må det siges, at man ikke har gjort et dårligt stykke arbejde i de gennem tiderne siddende hovedbestyrelser. Stor respekt for det og bestemt et resultat vi skylder Erik en stor del af æren for.

Nu vil man så logisk stille spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke mener, Erik længere er egnet til posten. Det er der for mig flere gode grunde til: Allerførst har forvaltningen af kontrolarbejdet inden for organisationen været omspundet af en fundamental naivitet. Jeg ønsker egentlig ikke at ”grave” i PA-sagen, men det er ganske enkelt naivt, den måde man gennem årene har udført kontrolarbejdet i forhold til en højt betroet tillidsvalgt, der ”gik rundt med nøglerne til pengeskabet”. Vi kan alle begå fejl som denne, hvor vores tro på det bedste i mennesker løber af med os, men efterfølgende at gøre mærkværdige forsøg på at benægte kendskabet hertil og i det hele taget anklage afsløringens bagmænd, viser for mig en ledelsesstil, der i bedste fald kan siges at høre fortiden til og efter min bedste overbevisning er helt og aldeles diskvalificerende for en formand og øverste leder af en hvilken som helst organisation. Når vi taler om det fortidige må jeg ligeledes kritisere manglen på åbenhed i hovedbestyrelsens arbejde, som Erik igennem mange år har stået fadder til. Der hersker nærmest en loge-agtig status om hovedbestyrelsesarbejdet, og der er efter min opfattelse en tendens til, at nye idéer hurtigt ”skydes ned”, ligesom nyvalgte, ambitiøse og idérige kandidater gennem tiderne er blevet pacificeret i deres engagement. Rigtig ærgerligt – og meget skadeligt for udviklingen i sporten.

Visioner for fremtiden – og nødvendige ændringer

Det er gratis at fremkomme med denne form for kritik, når man ikke selv byder ind med egne visioner og saglige forbedringsforslag. Derfor har jeg nogle overordnede visioner og målsætninger, som jeg meget gerne vil dele snarere end at kaste mudder imod det eksisterende system.

Kapflyvningsplanen og vore konkurrencer – de nuværende problemstillinger

Kapflyvningerne er selvfølgelig hjertet i vores sport og uden en attraktiv kapflyvningsplan, er vi som organisation intet. Definitionen på ”en attraktiv kapflyvningsplan” er imidlertid en noget vanskelig størrelse – og er afhængig af den enkelte brevduemands interesse, beliggenhed og dueantal. Uanset definitionen på denne ”optimale” plan skal vi selvfølgelig også tænke på, at tingene hænger økonomisk sammen.

Jeg kan her få øje på en væsentlig problemstilling, som vi efter min mening skal have bedre hånd om:

Vi har en flyveplan, der henvender sig til et bredt publikum, og kræver rigtig mange duer at gennemføre, hvis man vil være med på alt. Det er de fleste danske slag ikke store nok til, og resultatet bliver, at flyveplanen ender ud i en ”blød mellemvare”, som sluttelig ikke er tilfredsstillende for nogen overhovedet.

Hvordan kan vi gøre det anderledes? – hvordan gør vi det sjovt for ALLE at være med?

Jeg mener, at der kan løses op for ovenstående problematik ved en række meget lette tiltag:

Bevarelse af sportsflyvningerne, hvor alle konkurrerer på lige vilkårlig, og hvor det separate slip skaber andre trækmønstre for duerne og dermed større chancer for yderområderne.

DM skal kategori-opdeles på mellem, lang, maraton og eventuelt sprint. Dermed kommer vi også her problemet til livs i forhold til mentaliteten om, at vi alle skal flyve hele programmet for at kunne være med om de mest hæderfulde titler.

Sprint-flyvninger i DdB regi og sprint-mesterskaber. Rigtig mange sportskammerater går op i denne disciplin med liv og sjæl og sender i mange tilfælde hovedparten af deres duer på disse uge efter uge – helt i tråd med, hvad der også sker i Belgien. Disse medlemmer, tror jeg, er upåvirkelige i forhold til at sende flere duer på de længere afstande, og samtidig er det medlemmer, der yder en stor indsats i vores klubber rundt i landet. Vi kan og skal ikke undvære nogen i vores sport, så hvorfor ikke inddrage dem i DdB-regi med et mesterskab og deciderede sprint-flyvninger. Region Øst og Syd kunne eksempelvis tilslutte sig nogle af mellemdistancerne i Region Nord 3-4 gange i løbet af sæsonen, og et mesterskab kunne udformes ved at bruge disse flyvninger i kombination med 6-7 egne sektionsklubflyvninger. Gebyret skulle ligge omkring 10 kroner, og vi ville dermed opnå et større dueantal og en konkurrence for en hel ny gruppe entusiaster i DdB-regi.

Økonomien – og tiltag til forbedringer

Når vi taler økonomi i vores organisation, fremlægges altid budgetteret dueantal sammenlignet med realiseret dueantal, og vi fremstiller altid ”underskuddet” af afsendte duer i forhold til budgettet. Dette er jo ikke ensbetydende med, at en given flyvning giver underskud, så vi skal i langt større grad forstå og have kendskab til, hvad den enkelte flyvning faktisk koster.

Langflyvningerne

Når vi taler om flyveplanen, bliver det økonomiske aspekt ofte inddraget i forhold til flyvningerne med de længste afstande, hvor der samtidig sendes et begrænset antal duer. Denne debat fylder efter min mening for meget, og argumentet om, at sådanne flyvninger pr. definition er umulige at arrangere økonomisk fornuftigt, er noget slidt. De sportskammerater, som prioriterer disse flyvninger har i årevis vist en stor vilje til at betale et højt afsendelsesgebyr og endda indlevere duerne centralt. Med de muligheder, der eksisterer for trailertransport og accepten af afsendelsesgebyret, ser jeg ikke nogen forhindring i, at man fremover i langt større grad åbner op for denne mulighed i vores sport. Personligt interesserer jeg mig ikke for disse flyvninger, men jeg har stor respekt for, at andre gør det, og så er der yderligere et vigtigt aspekt: I nogle – faktisk større – dele af landet, er ”befolkningstætheden” af brevduefolk så lille, at korte flyvninger fører helt urimelige konkurrencebetingelser med sig. Disse langflyvninger kan med stor fordel bruges af disse slag, ligesom vi får større muligheder for at arrangere forskellige nationale konkurrencer.

Jeg skal ikke gøre mig klog på forholdene i andre dele af landet, men det forekommer mig, at der er et stort ønske om at bevare Sverigesflyvningerne i Region Øst. Dette ønske er umiddelbart ikke ”økonomisk”, men en tilsvarende smidighed med hensyn til transport og opsamling som ved de længste flyvninger, vil efter min bedste vurdering være muligt.

Optimering af transport og beslutningsprocessen omkring flyveplanen

Som sagt kan vi efter min mening relativt enkelt løse disse ønsker, der retter sig mod en ”niche” af sporten, men det kræver selvfølgelig, at vores øvrige flyveplan er optimal i forhold til økonomien, hvilket vi sige, at vi først og fremmest sikrer et bæredygtigt dueantal og udnytter lastbilerne ved størst mulig udnyttelse af samkøring.

Det er oplagt, at Region Syd og Øst langt hen ad vejen kan dele en stor del af stationerne på sydruten, og at Region Nord kan bruge nogle af deres stationer på mellemdistancen som endags-langflyvninger, og det er sådan set allerede implementeret i den foreliggende kapflyvningsplan, hvilket er helt fint.

Et stort problem i forhold til at sikre disse muligheder er beslutningsprocessen omkring flyveplanen. I dag drøftes denne i et åbent forum på regionsmøder, der stort set kun er en informativ forsamling. Efterfølgende munder dette ud i hovedbestyrelsens forslag til kapflyvningsplanen, der indstilles til vedtagelse på repræsentantskabsmødet. Her er der risiko for, at der udbryder kaos i relation til ændringsforslagene, som potentielt kan betyde, at samkøringsmuligheder og billiggørelse af flyvningerne må opgives. Her skal vi arbejde mere systematisk – efter en skabelon med indhold i retning af delegeretmødets.

Sekretariatet og vort høje service-niveau

Jeg skal ikke undlade at nævne, at den service og dygtighed, vi som medlemmer af De danske Brevdueforeninger har glæde af på Sekretariatet er noget, jeg personligt er meget taknemlig for, og jeg mener, vi i vores fremtidige arbejde skal gøre vores yderste for at fastholde dette helt enestående ”service-center”, der udover at forestå den daglige forretning også er en hjørnesten i forhold til, at vi kan drive vores organisation på økonomisk og ansvarlig måde via en dygtig og kompetent daglig, administrativ leder – sekunderet af en kompetent assistent.

Sluttelig vil jeg nævne, at vores organisation er stor og dækker mange forskellige interesseområder – blandt andet geografiske, som jeg ikke har en fuldstændig indsigt i. Derfor sætter jeg et bredt samarbejde utrolig højt, og jeg er parat til at samarbejde bredt – og ikke mindst med hovedbestyrelsens nuværende medlemmer, som jeg stort set alle kender og sætter pris på.

Jeg håber, at denne gennemgang har givet et indblik i mine visioner for vores organisation og for vores sport, som skal bestå og på bedste måde trives i fremtiden.

Med venlig hilsen

Michael Th. Larsen, 0227 ”Koldinghus”