Forord og erindringer 1.afsnit

Jeg har længe gået med tanker om at nedskrive lidt om mit liv med brevduer. Uden at være helt sikker, så tror jeg, at jeg nu befinder mig i mit 59. år med brevduer. Det gælder i øvrigt også for min lillebror Allan, som i dag bor i Holstebro og flyver med duer der. Der er selvfølgelig perioder i så langt et liv med brevduer, man husker bedre end andre. Jeg vil fortælle lidt om dansk brevduesports udvikling generelt og om den historik, jeg nu engang kan finde frem og finder relevant i denne herlige sportsgren.

Brevduesporten har været en livsstil for mig. Den har haft så godt et tag i mig, at den overgik min anden store passion, fodbold. Jeg forsøgte egentlig at få de to interesser til at følges ad, og det gik også fint i mange år, men kun ved hjælp af min familie og ikke mindst lidt senere af min unge hustru, Bodil.

Det er klart, at ens kammeratskabskreds havde sit udspring i disse to sportsgrene. Det var dog med meget stor overvægt til brevduernes side. Alle de dejlige kammerater, man fik sig i Vejle i drengeårene, hvor der virkelig var mange, der havde et par brevduer i baggården, på en byggelegeplads og ikke mindst i kolonihavekvarterene.

Mange af drengene fra dengang er blevet i sporten og har udviklet sig til ens livsvenner mere eller mindre. Med os drenge voksede brevduesporten i Vejle sig op på et plan eller niveau, som gav genklang i hele landet. Vi er alle (der endnu er med) nu i aldersgruppen 60 til 75 år. Jeg føler, at det er min pligt at beskrive hele den epoke med brevduer i Vejle i relation til landets brevduesport.

Erindringer del 1.

Første afsnit må uundgåelig tilegnes min start med brevduer. Jeg har tidligere beskrevet den helt vidunderlige episode, som udspillede sig for min bror og jeg i julen 1952 – tror jeg. Her er den imidlertid igen.

Min far var brændselshandler og ejede ejendommen Brogade 11 i Vejle. Det var en efter tiden, forholdsvis stor ejendom, med flere udlejede lejligheder. Det var også en stor lejlighed, vi selv rådede over.

Min mor havde fem søskende, og julen var som regel med flere af disse på besøg. Allan og jeg blev vel nok temmelig forkælet med gaver under træet. Den jul i 1952 blev dog meget anderledes, forårsaget af én af min mors brødre. Han var blevet skilt og holdt generelt lidt til hos os. Han var ydermere den yngste i søskendeflokken. Uden at være alkoholiker, så havde han en ret stor tørst, og det nagede ikke mindst min mor. Han holdt naturligvis juleaften hos os, men det virkede næsten, som om han helt havde glemt netop julen i 1952. Vi kunne naturligvis ikke blive ved med at vente på ham, selv om det gjorde ondt på min mor og en anden søster, som også var til stede. Vi drenge kunne da også fornemme en lidt klam stemning. Vi fik imidlertid spist, og vi fik en hel masse gaver. Klokken var vel omkring 21.30, da der pludselig kom noget buldrende op ad trappen. Min mor og hendes søster nærmest stormede til døren, og der kom deres bror  med en stor papkasse og i en ellers rigtig dårlig balance. Han kunne ikke spise noget af det dejlige julemad, men et par kopper kaffe fik han dog, selv om han insisterede på at ville have en øl. Han kom derefter hen og sove. Hans medbragte papkasse indeholdt julegaven til os to drenge. 4 duer, og da de havde ring om benet, fortalte min far, at så var det brevduer. Vi havde ikke haft kendskab til hverken duer eller brevduer i vort unge liv, så det var virkeligt helt anderledes. Vi fik duerne ned i kælderen, hvor vi fik flækket en stor æblekasse til med et lille ståltrådsbur uden om. Alt dette skete hin juleaften, og jeg husker det, som var det i går, så denne gave har virkelig gjort indtryk. Vi ænsede stort set heller ikke de andre gaver. Jeg husker også, at min mors vrede kom op på højeste niveau, da hun så disse duer, og hun mente helt klart, at vi måtte se at komme af med dem igen efter jul, men lad mig nu gemme det til næste afsnit.