Erindringer 5. afsnit.
Når et slag udvides, så er det som regel for at få plads til flere duer. Det skete således også for os. Hidtil havde vi kunnet nøjes med at cykle til mel og kornhandleren i Tønnesgade for at købe to kg. dueblanding. Vi supplerede også ved at køre til havnen for at pille spildkorn op. Det var for det meste byg og i luksustilfælde, hvede. Efterhånden blev vi også så gamle, at vi kunne have budpladser om eftermiddagen. Jeg som avisbud hos Vejle Amts Folkeblad og Allan som kontorbud hos én af kontorforsyningerne i byen. Så var der lidt mere at gøre med og næsten alle pengene gik til dueholdet
På den tid var det ikke alle, der havde råd til et kontrolur. Vi lånte et beløb hos min far og fik købt et lille brugt kontrolur. Det var ikke Benzing, men jeg husker ikke navnet på uret. Det var ét af de mærker, som ret hurtigt udgik. Benzing og STB overtog ret hurtigt markedet. Princippet i vores ur var helt det samme, som i de andre. Vi skulle putte gummiringen i en kapsel, stoppe den i uret via et passende hulstørrelse i uret og så dreje rundt, hvorefter der kom et stempel på den papirrulle, der blev trukket en gang rundt samtidig med, at vi drejede på håndsvinget. Herefter var et nyt hul fremkommet i uret, så vi kunne stemple den næste due. I vores ur var der plads til 14 kapsler. Jeg tror dog ikke, at vi nogen sinde fik fyldt uret. Der kunne til tider være problemer med papirstrimlen, som blev trukket ind mellem urskiven og en stemplingspude. Denne pude skulle med jævne mellemrum enten påføres et lag blæk eller helt udskiftes. Der kunne også være problemer med urets fejlgang, som ikke måtte overstige to minutter i døgnet. Skete det, var man disket. Det var et meget betroet job at være urmager. – Næsten alle typer ure dengang var meget påvirkelige af kulde og varme. Placerede man uret på et køligt sted efter stempling, så var der gode muligheder for, at det ”gik hurtigere”, og det var jo en fordel, når uret skulle ”slås af”, som regel mandag aften efter flyvningen. Det var til beregning af urets faktiske fejlgang på stemplingstidspunktet, vi brugte kvartimetabellen. Der var mange måder at få placeret uret koldt på. Èn af de mest pudsige historier blev skabt af vores kasserer, Hans Colding. Han havde en virkelig vinderstempling på den korte flyvning om formiddagen, så han bragte sit ur til bageren på Nørremarken, så det kunne stå i køleskab der. Så skete der imidlertid det, at duerne på den lange flyvning virkelig havde fart på, så mens han sov middagssøvn opdagede konen en due lande på slaget. Hun fik Hans vækket, og han for hovedkulds ud i haven, hvor han så pludselig kom i tanke om, at uret jo var hos bageren. – Det var nu ikke mange sekunder, vi kunne tjene ved det lille nummer med uret, for duerne kom slet ikke så tæt dengang, som i dag. Jeg må da ærligt indrømme, at vores ur også blev anbragt i kælderen frem til mandag.
Allan her med vores første foreningsvinder nr. 79. Det var fra Skagen.
Anders Hansen i Skovgade havde ikke fået købt et ur, så han måtte cykle de ca. 500 meter om til os for at stemple sin due i vores ur. Jeg husker, som var det i dag, en episode ved en kapflyvning fra Aalborg. Vores første due, en blåbåndet han nr. 50, var lige landet og skulle ind, da der buldrede gevaldigt mod plankeværket til kulpladsen. Det var Anders med en gummiring, som han lige fik hevet over plankeværket inden styrtet. Vores due blev imidlertid bange og røg i luften. Jeg fik den dog hurtigt ”fløjtet ned igen”, men Anders brølede løs: Hvorfor fanden går du ikke ind med min og putter den i uret. Hertil kunne jeg kun sige, at når han sådan støjede vores væk, så kunne hans først komme i uret lige efter vores. Han var tosset, men blev dog senere blødgjort, da vi blev klar over, at de andre havde duer hjemme en halv time før, og jeg indrømmede, at hans var bedre end vores. – Tidligere i tiden havde man kun ét ur, som stod i klubhuset, og så måtte alle bringe gummiringen til klubhuset. Man ansatte løbere til at udføre denne opgave, og det var naturligvis en givtig ting at være én af de hurtigste løbere. Her betød det jo også en del, hvor tæt på klubhuset, man havde sit slag. Det får mig til at tænke på vores første kapflyvninger mod Gunnar. Her havde vi trods alt et ”fikspunkt”, som var fælles for begge kompetanter. Ja, ja, selv mange år senere mente selvbestaltede genialiteter, at man kunne bruge et ”fikspunkt” som udgangspunkt for udregningen af vore duer, stort set fra alle stationer. Det blev dog aldrig sat i værk.
Blandt medlemmerne i Six var der én ved navn Alfred Nielsen. Han mente, at vi skulle have et ordentligt dueslag i stedet for det pindeskur, så han gik til vores far med en idé om at bygge ét midt på kulpladsen. Han skulle nok bygge det, såfremt min far betalte materialerne. Det gik min far med til. Alt var faktisk aftalt helt uden om Allan og mig, og vi blev meget overrasket over dette tiltag fra vores fars side, men nu var vi jo rigtig med.
Billedet er taget fra mit værelse i gavlen af huset. Det er Vandel – Grindsted banen, som løber lige forbi vort hos og dueslag. Det generede os ikke, hverken duerne eller os. Toget havde udgangspunkt fra Nordbanegården, som man lige kan skimte. Vi havde vores parcel på hjørnet af Gormsgade og Brogade. Brogade fungerer kun som forbindelsesgade i dag.
Alfred var dygtig med hammer og sav, så det varede ikke så længe, før der stod et sprit nyt dueslag til os. Alfred havde sine egne duer et godt stykke ud ad Ribevej. Han havde også to brødre med i sporten: Johs. ”skomager” Nielsen og Ivan Ducinus Nielsen. Alfred var nok den dygtigste med brevduerne af de tre, men ingen af dem var blandt eliten i Vejle. Det var derimod Søren Bak Olesen, Ejnar Toft, Sv. H. Christensen, Skomager Skov og en Hansen, som fløj med 9 enkemænd via bl.a. mørkelægning. Han boede på Lille Bjerregade, men meget mere om det senere.
HJ.