Erindringer 2. afsnit.

Tilbage til julen i 1952. Allan og jeg tilbragte næsten hele tiden i kælderen hos vore fire brevduer. De havde fascineret os.  Vi havde fået et nyt univers, hvor vore fantasier og drømme havde frit spil. Vi var jo heller ikke bundet af rammer eller normer, for vi havde overhovedet ingen viden om brevduer osv. Måske har vi også været lidt bange for vores mors indstilling til duerne. Hun var en kvinde med sine meningers mod, og hun var heller ikke bange for at handle efter dem.

Lige efter juledagene indtraf imidlertid en meget spændt situation. Her ankom nemlig min morbror sammen med den brevduemand, som han havde fået duerne fra juleaften. Han skulle have de duer tilbage igen, som vi havde fået i gave. Heldigvis var min mor til stede, og det ville hun, til vores overraskelse, på ingen måde acceptere. Der opstod en verbal match mellem min mor og hendes lillebror. Under denne kom det frem, at foreningsformanden i den forening, hvor brevduemanden var medlem, havde hørt om disse juleaftensduer, og han krævede, at duerne blev afhentet igen, thi det var ikke tilladt ifølge DdBs regler at overdrage duer med ring til en ikke brevduemand, og Allan og jeg var jo ikke medlem af nogen forening. Hvis ikke brevduemanden fik bragt orden i det, så ville han blive smidt ud af foreningen. Den bed min mor nu ikke på, men da min morbror så foreslog, at man kunne klippe ringene af duerne, så drengene kunne beholde dem, så var min mor medgørlig. To dage senere blev denne gerning så udført. Allan og jeg var nok mere eller mindre ligeglade med disse ringe. For os var det duerne, der betød noget, og egentlig meget mere, at vores mor havde skiftet holdning, og hun dagen efter mente, at vor far nok kunne finde et lille rum til duerne i ét af kulpladsens skure, som generelt blev brugt til at opbevare træ fra sommer til vinter. –

Det blev egentlig et rigtigt fint lille rum med en forholdsvis stor ståltrådsvoliere udenfor. Den ene af de fire duer var en stor rødbåndet han. De øvrige var alle blåbåndede, og de kunne slet ikke tiltrække fokus på samme måde, som den store han, der i øvrigt fik navnet ”Den hvide Han”. Han blev dog parret med en af de blå, og deres første unger var en rødtavlet han og en blåbåndet hun. De blev kaldt ”Hans” og ”Grethe”. De kunne jo komme udenfor og flyve, så det var en meget spændende proces, da vi prøvede til med det. De blev hos os, og det var skønt at have nogle, der kunne flyve frit rundt. Vi havde jo også læst eller hørt om, at de skulle kunne finde hjem, hvis vi cyklede lidt væk og løslod dem. Det var bestemt meget korte ture, vi indledte med. Jeg husker, at ned til den anden ende af gaden var ret fast. – Der var vel 400 m.

Der er ikke mange billeder fra den tid, men jeg tror dette er fra 1953-54.                                        

Under al den leg med duerne opdagede vi, at en lidt ældre dreng længere nede i gaden havde nogle duer i baggården. Han hed Gunnar, og havde dog kun ét par i baggården ud til Grejsdalsåen, som var temmelig bred og til tider med rigtig meget vand. Den løb stort set parallelt med Brogade. Vi var ikke særlig glade for den. Det skete nemlig ofte, at når vi spillede fodbold på gaden, så røg bolden i åen. Alle ”fodboldspillere” forsøgte dog med kæppe og fiskenet ned langs åens bred eller nok nærmere kant at indfange vores kære fodbold. Det gik ofte vildt for sig, og nogle af os fik da også en tur i det våde element i ny og næ. Vi havde travlt, for nede for enden af gaden forsvandt åen i et stort rør ind under byen. Der var næsten altid en god strøm i åen, så det var meget vanskeligt. Især om foråret, når sne og is smeltede i Grejsdalen, var der meget vand i åen. Der var dybt, og i den periode fik vi også forbud mod at jagte boldene – min mor. Under al den jagt efter bolden har vi hver gang passeret duerne i Gunnars baggård, men vi har aldrig ænset dem. Gunnar var heller ikke med i fodboldspillet, dertil var hans ben skruet helt forkert på. Derfor pjattede han også alt for meget, når han en sjælden gang vovede sig med. Det passede slet ikke i vi andres kamp for at vinde.

Duerne i baggården skulle imidlertid komme til at ændre hans status i ganske alvorlig grad. Da vi havde fået vores duer, var vi med inde og se hans. Specielt hannen var fascinerende. Den var kulsort med et hvidt hoved, og så havde den ring på benet. Det undrede mig, for han var ikke medlem af nogen brevdueforening, så jeg måtte jo også vide, hvorfra han havde fået denne due. Den havde han købt hos en dreng i Østerbo-kolonien, eller nærmere byggelegepladsen i den østlige bydel. En dag var jeg med Gunnar ude i denne koloni. Der var faktisk mange drenge, der havde små dueslag med ét eller to par duer, og en del af duerne var med ring, altså rigtige brevduer.

Gunnars sortbrogede han var imidlertid stillet, og den fløj frit ude. En dag foreslog jeg, at vi skulle prøve at lave en kapflyvning mellem den og så vores røde ”Hans”. Vi fik sendt Allan af sted på cykel med en kasse indeholdende de to gladiatorer. Reglerne for flyvningen var, at Gunnar og jeg stillede os på et strategisk godt sted, så vi kunne skue, hvem af de to, der kom først ind over Brogade. Vi havde 25 øre på kant. Den første gang kørte Allan ca. 2 km. ud ad Grejsdalsvej og her slap han duerne samtidig. Spændingen på udkigsstedet var enorm. Nok mest hos mig, der helst ikke så et nederlag til ”Hans”. Duerne lod imidlertid vente på sig, og Allan kom hjem længe før, vi fik øje på nogen duer. Endelig kom der en due. Det var Gunnars, og først hen under aften vendte en slagen ”Hans” hjem fra kampen. Vi gentog denne konkurrence mange gange, og efterhånden kom de to kompetanter samtidig, men hver gang med den sortbrogede først. Jeg var forundret, men Gunnar kommenterede, at det nok var, fordi hans var en ægte brevdue.

Det var vores første kapflyvninger, og de endte med lutter nederlag. Vores kampgejst var imidlertid ikke knækket. Naturligvis var glorien over ”Hans” sygnet en hel del hen, men tanken om, at vi måske kunne avle én, der var noget bedre, berusede os en hel del.

Fortsættelse følger…

Dette billede har Flemming Andersen 122, Fynboen tilsendt mig. Billede og tekst er fra 1952: HK-huset, brevdueudstilling, dommere, Odense og omegns Dueklub fejrede 10 års jubilæum med en udstilling i HK’s bygninger på Klingenborg. Her ses to dommere, fiskehandler Erland Nielsen, Vejle og den tyske brevdueekspert Bruno Fischer fra Neumünster med et par af de udstillede fjerkræ.

Billedet er hentet fra hjemmesiden FynskeBilleder.dk

HJ.