Dumt parringsvejr til duerne.

De sidste mange år har vejret ikke været optimalt til vore sammensætninger til forårsunger, men vi kan vel heller ikke forvente det anderledes. Vores har alle lagt æg på nær en slagsmålsrede. Jeg havde godt nok på fornemmelsen, at det kunne gå galt. Det er den samme han, der for tredje år i træk gerne vil ind i en anden rede. Det er imidlertid én af vores stjernehanner, så den får lige én sæson mere, og så er det slut.

Det går ellers fint med vores nye Thoné hun. I vores gamle enkehunslag har vi altid nogle super talenter gående, sommerunger efter vores bedste par. Her befandt sig en dejlig blåbroget han, lavet på en søn af “Mephisto” hos Meldgaard & Jeppesen. Moderen er en af mine gamle super flyvere, som egentlig ejes af Michael Larsen. En ren Flor Engels efter “Sportsduen”. Det bliver godt.

Ellers går jeg og lurer på, hvilke par, der skal være ammeduer for vores stjerner. Det er altid en svær overvejelse, men det skal jo gøres blandt de unge duer. Der er nu også ét af de unge par, som skal levere æg til amning. Et par jeg tror vildt meget på. Begge duer i parret er efter vores Philip Norman duer.

Det får mig også til at fortælle lidt om et par af de danske duer, som klarede sig fint i finalen i Sydafrika. De kom fra NJ. Paulin i Kolding. Han havde den bedste danske due i finalen som nr. 42 og én som nr. 561, tror jeg. Duerne var sådan set kusiner, idet mødrene er søskende, købt hos Meldgaard & Jeppesen efter vores superpar “1100/2409”. Den ene købt på Vestjysk Brevduetræf i Holstebro, og den anden på en M&C auktion. Faderen til den ene af dem er en “BULLETHAN” nr. 659, som tidligere har gået på mit avlsslag, men via København er endt hos Paulin.

Det er sjovt sådan at følge med i duer, som man har lidt kendskab til.

Ellers har man jo brugt en del af dagen til at følge de flotte billeder fra Prins Henriks transport til Amalienborg. Det var flot og bevægende. Både Bodil og jeg er royalister, og Bodil sådan lidt ekstra.

Jeg har nu også brugt en del tid med at studere i den auktion på M&C fra Pet Solleveld i Holland. Specielt ungerne i redeskålen, er et hit. De er efter slagets bedste avlsduer. Vi var jo dernede med MVL bussen i efteråret, så derfor ligger der også en artikel om slaget her på siden. Gå lidt ned og tryk på oktober, der kan du finde artiklen. Det er

virkelig kram for de, der ønsker at gøre det godt på de lange flyvninger.

Ja, så skal I jo også lige se vores nye bil. Tiden var inde til en grundig rengøring i den gamle, og så plejer jeg at skifte til en ny.

Min forhandler er Lars F Hansen i Vejen. han fik denne 255 nummerplade på motorkontoret, ja, og så kan I jo også genkende mig bagfra på motorvejen. Jeg tror det er vores ottende Mazda, og vi har aldrig haft fejl på dem. Det er bare superkram.

HJ.