Demokrati en svøbe?

Med denne overskrift har Poul Chr. Jensen 021 et indlæg under læserbreve i det nyligt udsendte brevdueblad. Han starter med at fortælle, at andre har bedt ham om at lave det.

Poul, din tanke med at pludre rundt i demokratiet svarer jo fint til din overskrift. Du må undskylde mig, men jeg kan ikke rigtig finde den røde tråd i dit indlæg, før du når frem til afslutningen, hvor du formentlig sammen med dem, der har bedt dig om at skrive, udtrykker Jeres modstand mod de forslag, der fremkommer fra det nordjyske. Det er en reel og ærlig melding, og det synes jeg er helt fint.

Du får også lige lejlighed til at håne det udvalg, som jeg var del af for et par år siden. Vi var ikke nedsat som noget ekspertpanel, men som en arbejdsgruppe under HB, som skulle prøve at finde frem til nye tiltag. Der var et udvalg i både øst og vest, og vi brugte mange timer på at løse opgaven. I vest lykkedes det os at barsle med en idé og struktur for 4-duers flyvningerne. De er vist nok blevet en stor succes. I øst barslede de med divisionsopdelingen til de åbne mesterskaber på mellemdistancen. Det har også været ganske godt modtaget. I Vestudvalget var vi også i gang med områdeopdelinger, som desværre blev fremsat som forslag af HB uden at være rigtigt færdigbehandlet. Lad nu det ligge, men omtal os nu med lidt værdighed.

HJ.