Dejligt vejr for det ventende due folk, men…

Det blev en svær start for duerne på DdB flyvningerne. Varme og modvind gjorde sit til stor spredning i hjemkomsterne, men i Jylland slap man for det store tab af hastighed for duerne med de længste afstande.

Jeg havde igen plantet mig hos Michael Th. Desværre drillede morgenvejret i det nordtyske endnu engang, så duerne måtte igen arbejde i temmelig varmt vejr. I vores sektion stod den på flyvning fra Halstenbek, og med en snert af nord østlig vind landede de hurtigste  i Aabenraa hos henholdsvis Uve Thomsen og Team Meldgaard.  Duerne til Kolding og Vejle gik lidt i stå, men ikke så slemt som vanligt. På sportsflyvningen var der igen områdekonkurrence med 250 kr. – 150 kr. – 100 kr. i præmier i hvert område:

Gråsten:

1. HC. Lind

2. Klaus Nissen

3. Günther Rostermund

Aabenraa/Haderslev:

1. Uve Thomsen

2. Team Meldgaard

3. S.E. Jeppesen

Kolding:

1. Holger Wittke

2. Michael Th. Larsen

3. Arne Kjergaard

Vejle:

1. Tommy Gydesen

2. Bente & Steen

3- Fahd Dahham Faza Seghayer

Tillykke til alle vinderne.

De to flyvninger i DdB fra Celle i Region Syd fik et noget anderledes udtryk. Afstanden var ca. 100 km. længere og duerne måtte flyve i meget varmere forhold. Det betød, at hastigheden også faldt med ca. 100 mpm. i forhold til sektionsflyvningerne. Til gengæld kunne duerne her langt bedre holde fart op i området. Duerne på den åbne flyvning kom heller ikke i stakkevis, som vi ofte oplever det.

I Michaels have var de første flyvninger forløbet ganske fornuftigt, og det skete også på sportsflyvningen, hvor “388” – super Bulck ét års – igen var med fremme. Hele atmosfæren fik dog med den åbne flyvning et ordentligt gok. Vi kiggede og kiggede i alle retninger, men der gik lang tid, inden der var gevinst. Da kom der tre duer i løbet af et minut, men fra tre forskellige retninger. Det var ret uforståeligt, at ikke bare én af de 10 afsendte var kommet i bare nogenlunde fornuftig tid, men sådan er vores sport også, “ingen træer vokser ind i himlen” og det kommer vi alle ud for.

Regionsvinderne skal nævnes:

Øst:

Sport: Team Ruskov  081.

Åben:  Lisbeth/Kim Hansen 242.

Nord:

Sport: MSM 190

Åben:  MSM 190

Syd:

Sport:  Jens P. Enevoldsen 111

Åben:  S.E. Jeppesen 070.

Jeg er meget imponeret af MSM i Region Nord. På sporten er det med to duer i front og på den åbne med tre duer i front. – Meget flot – og ellers stort tillykke til alle vinderne.

HJ.