Bedste flyvevejr endnu.
Stor tålmodighed gav igen i denne uge resultat. Morgentågen og disen holdt ikke så længe som i sidste uge.
Da jeg legede med brevduer som dreng, sagde min legekammerat dengang, Preben Bak Olesen, at når der var et dynamisk uvejr om lørdagen med lyn, torden og regn, så ville der om søndagen blive et meget fint flyvevejr. Luften var ”renset”. Nu var hans far, Søren Bak Olesen også en dreven brevduemand, og det kom altid til at holde stik. Ja, ja, dengang fløj vi om søndagen, for om lørdagen arbejdede vi, også os drenge.
Vejret var godt nok ikke særligt pænt, da man stod op lørdag morgen, men man fornemmede, at der var meget mere ilt i luften, noget som betyder temmelig meget for mig med mine astmaproblemer. Solen kom dog frem lidt efter lidt, og duerne kom virkelig godt hjem overalt i Jylland.
Vi fløj to flyvninger fra Trittau – 227 km. til os. Først sportsflyvning med 4 duer og derefter åben flyvning. Der var en smule modvind på hele ruten, og det betyder generelt, at duerne taber lidt hastighed op gennem sektionen, og således også i lørdags, om end det ikke var så meget. På sportsflyvningen var der sejr til Torben Juhl foran Meldgaard & Jeppesen med to duer. Meldgaard & Jeppesen satte imidlertid trumf på, og sejrede med 4 duer i front på den åbne flyvning. Tillykke til Jer alle.
Hos os kom duerne også ganske flot og tæt, som det i øvrigt var tilfældet på næsten alle slagene, og vi havde den sidste hjemme lige godt middag.
Ved mine kik lidt rundt i sektionerne, lagde jeg mærke til fine resultater i sektion 41, hvor gode gamle Andreas Andresen havde de 6 første på den første flyvning. På den anden vandt også en god gammel kending J & NC Schmidt, hvor Andreas så havde de næste syv. Jo, jo..
I sektion 33 lagde jeg mærke til Johs. Markussen, som havde de 12 første på kapflyvningen fra Aabenraa. Derfra har han 84 km. men det er vel heller ikke forkert at antyde, at hans duer var på hjemmebane!
I sektion 62 landede de hurtigste duer i Ringkøbing, dog med en suveræn vinderdue hos Viktor Degn i Hvide Sande. Jeg mener ikke, vinden var lige til det, så superflot resultat.
I sektion 42 vandt Yrsa & Villy begge flyvninger. Flot, flot, men hvor er det ærgerligt, at de fleste medlemmer i den sektion kun indberetter førsteduen. Er det mon nidkærhed eller hemmelighedskræmmeri?
Nu kan vi glæde os til start i DdB på lørdag. Duerne er virkelig godt forberedte, blot lidt surt, at de nu skal til at sidde en dag ekstra i kurven for at flyve en tur der er 40-50 km længere end de har fløjet de sidste tre uger.
Det var et superflot resultat Meldgaard & Jeppesen leverede i lørdags. Henrik fik sine piger til at holde to af vinderduerne og tilsendte mig det flotte resultat. Skønt, når kønne piger og dygtige duer kan gå i spænd.