Påske med godt træningsvejr.
Vi startede heldigvis træningen op, mens der endnu var vestenvind. Nu har varmen indfundet sig, men også østenvinden. De, der først er startet op med træningen efter varmens ankomst, har nok været lidt i problemer.
Tommy har været hjemme på påskeferie, så vi har rigtig haft gang i træningen, og vi er slået over på Per Thomsen modellen. Hunnerne går ad fodergangen hen til flyveslaget og får lov til at falde lidt til ro med hannen. Så er de nemme at tage i reden og sætte i kurvene. De bliver løsladt sammen, og det går fint, også når de lander. Der har været hurtig indgang. Hunnerne sættes tilbage efter ca. 20 minutter med hannerne. Vi har trænet hver dag her i påsken på 40 km. De er kommet fint samlet hjem, næsten da. Ét par hanner er kommet lidt bagefter hver gang, så nu er de taget ud af træningen, så deres hunner ikke lider under deres fravær ved hjemkomsten.
De fodres med Gerry Plus, så de er ved at have den rigtige vægt. Desværre har lidt for mange af dem slået første slagfjer. Mon det er vejr forandringerne, der gør det. Uheldigt, for der går jo mange dage, inden vi skal flyve kapflyvninger. Jeg kan se på PIPA, at man i Holland og Belgien er i gang med at flyve kapflyvninger på 100 til 300 km. Det har man vist været et stykke tid. Resultatlister vrimler frem på PIPA.
Tiden nærmer sig også, hvor vi skal indlevere på One Loft slagene. Jeg har været en tur i Aabenraa for at hente korn og kunne der se, at det store ungeslag der har fået foranliggende voliere, hvor duerne kan orientere sig, bade og flyve igennem, når de skal helt ud. Det har vist nok været ret dyrt at anskaffe, men man håber med denne nyanskaffelse at miste langt færre unger i starten.
Flyvebræt kan vippes ned, og duerne går ind viavolieren. Under flyvebrættet er der mulighed for at vippe udflyvningslem ned.
Vores egne unger er begyndt at boltre sig i luften. De er ude små to timer hver eftermiddag. Vi sidder i haven og nyder dem, men holder dem også væk fra græsplænen. Vi har stadig høgen i nærheden, og den kommer ikke, hvis vi også er der og ungerne ikke går på jorden. Noget andet, og måske en endnu større begrundelse for at holde ungerne væk fra haven, er dræbersneglen, som med det milde vejr allerede sniger sig rundt i græsplænen. De er utrolig rige på colibakterier.
Vi har fladtag på den ene halvdel af parcelhuset, og her har vi hældt en flaske klorin ud i vandpytterne, så eventuel ophobede bakterier og virusser skulle være aflivet.
Fortsat god påske, selv om der kommer lidt regn nu.
HJ.
Ps. ”538” er solgt.