Vejrskifte.
Frisk vejr endnu. Vi har fællestræning fra Nybøl i dag, men allerede i morgen begynder der at komme mere varme ind over os. På lørdag kan vi nå helt op på 18-19 grader og en noget mere venlig vindstyrke. Vinden er på vej til at skifte til en østlig retning, måske sydøst på lørdag. Der er imidlertid ikke melding om stillestående og lummert vejr, så det bliver sikkert ganske udmærket flyvevejr.
Det kan gå hen og blive meget hurtige flyvninger, så når I skal lave Jeres afkrydsninger, så grav lidt i hukommelsen eller optegnelser for at finde de duer, der var gode i medvind sidste år. Det er formentlig de samme, der melder sig i front på lørdag. Ja, der kan også være ét-års, der går med i front, men lad så bare det være en glædelig overraskelse.
Vi sender den samme flok, som gjorde det fremragende i sidste weekend, men krydser nok lidt anderledes.
Vi skal flyve fra Trittau, så det kan let gå hen og blive ren medvind. Det er jeg ikke så meget for, men der er også charme ved disse flyvninger, og det er nogle andre slag, der kommer til at ligge med de gode muligheder, bl.a. os selv. Vi får se.
Vi havde/har en pragtfuld samling 1. kulds unger, som allerede har trukket i over 14 dage. De har været væk fra slaget i op til én time. Vi har 32, og tirsdag morgen blev de lukket ud kl. 6.30. De forsvandt som vanligt, men jeg havde på fornemmelsen, at flere ville udnytte det gode formiddagsvejr til træningsflyvninger. Mange kører af motorvejen ved Kolding øst for at slippe duer der. Det er også et ganske prima sted at slippe duerne. Det ligger imidlertid kun ca. 6 km. fra vores slag, og vores kåde unger kan være så uheldige at infiltrere sig i en sådan flok. Det tror jeg skete netop i tirsdags, for det varede meget længe, inden der kom unger tilbage. Det er ulideligt at sidde og vente på. Mange tidligere oplevelser af samme slags vrimler frem på nethinden. Endelig kom en flok på 22 unger, og de var hurtige til at gå ind. Der manglede således 10 unger. Der kom tre solo i løbet af dagen, tre kom onsdag og èn her for en time siden. Den var utrolig sulten og tørstig. Det er meget værdifulde unger, der kæmper sig hjem. Der er imidlertid en risiko for, at de har været nede og søge føde og vand nogle steder, hvor uheldige bakterier eller virus florerer. Derfor er der kommet BS og Belgasol i vandet, nøjagtig som til de hjemvendende kapflyver om lørdagen. 4 i 1 mix har jeg via Letalookolie drysset på kornet. Det produkt er meget virksomt, hvis de sent hjemkomne unger skulle have fået noget skidt i sig. 4 i 1 Mix er ikke så godt i vandet længere – jeg ved ikke hvorfor – duerne drikker det ikke gerne. Derfor på kornet.
Efter denne omgang er jeg faktisk blevet mere glad for mine ældste unger.
HJ.