Jef De Wilder er død.
Jeg har lige læst Henrik Meldgaards mindeord på facebook. Bedre kan det ikke gøres, så de, der har muligheden kunne da prøve at læse det der. Tommy og jeg deltog 22 år i træk på MVL-BUSSEN til Belgien. Langt de fleste gange aflagde vi besøg hos Anni og Jef. De var meget venlige mod Tommy, som også elskede lige netop dette besøg. I mange år modtog han julekort fra dem. Det var nu også en stor oplevelse at besøge dem for alle vi andre, og det var nok også dette besøg alle så meget hen til på turene. Vi kunne gå frit rundt i den store have, og vi fik de duer i hånden, som vi gerne ville. Flere familiemedlemmer var hvert år mødt op for at servicere os med mad, drikke og hyggelig samvær.
Jef fløj ikke med mange duer, men de var til gengæld på virkelig topniveau, så derfor var der også store ønsker fra de fleste om at erhverve sig unger fra slaget. Jef havde også sørget for, at der var en flot samling sommer unger efter de bedste duer, og så sørgede han for at sætte “danskerpris” på dem.
Henrik havde jo boet hos familien et halvt år, da han som ung var i lære som kornhandler og brevduemand. For ham var det nærmest et familiebesøg, og vi andre kom næsten også ind under denne vidunderlige atmosfære. Vi oplevede ganske enkelt en gæstfrihed, som nærmest blev et synonym for de mange ture med MVL Bussen. Alle os, der var med år efter år vil mindes Jef og fremkalde alle de gode minder, som vi har fra besøgene.
Her på siden ligger en hel del artikler fra vores ture til Jef og Anni, men jeg lægger lige nogle ældre billeder ind, så man kan fornemme lidt af atmosfæren:
Her i haven foran slaget. I den tværstribede trøje ser vi Jos Engels på besøg. Ham og broderen var også et populært besøg på vores ture. Jos døde for nogle år siden.
Vi var der sædvanligt om eftermiddagen, hvor der var tid til at “slå mave” efter en meget velsmagende grill – frokost. Nede foran slaget kan I se den indkøbende forsamling. Der blev vurderet unger og købt, så længe der var nogen unger tilbage.
Der var altid gaver med til familien. Længst tv. familiens datter, som ser lidt forlegen ud.
På det tidspunkt en ung og lovende Chr. Hansen fra M&C med sæsonens bedste kapflyver. Jeg husker det var en lille hysterisk dame, som Jef ikke var glad for at vise frem.
Jef fulgte i mange år med os rundt i bussen. Her er vi hos familien Geerinckx.
Med disse billeder mit lille input om en sympatisk og meget beskeden brevduemand i det store brevdueland, Belgien.
Æret være hans minde.
HJ