Snart forlader vi 2021.

For mig blev 2021 et træls år, hvor mange “dumme” hændelser nærmest galoperede efter hinanden. Jeg startede jo året med at have vinteravl med duerne. Det gik ganske godt lige indtil ungerne skulle ud i det fri. Der gik vel nærmest kun et par dage, hvor de tumlede lidt rundt om slaget, før høgen meldte sin ankomst. Ungerne var jo nødt til at komme ud, ellers kunne jeg jo ikke få noget ud af dem på sigt. Jeg hoppede dog nogle dage over, men når de var ude, så kostede det hver gang til høgen, duehøg og spurvehøg – hun, og da vi nåede hen til, at de gamle også var nødt til at komme i luften, så blev også det bekostelig. 6 gamle blev taget, men når det skete i haven, så fik jeg held til at redde dem, selv om de var noget skadet både på krop og sjæl. Tre af dem forsvandt, mens tre klarede det og fik succes på kapflyvninger sidst på sæsonen. Blandt mine 32 vinterunger forsvandt de 15. Både blandt ungerne og de gamle var det hovedsagelig de lysrøde Bulck duer, som høgene helst jagede. Med disse oplevelser i bagagen, forstår I nok, at jeg ikke i den nye sæson satser på vinterunger.

På trods af den indledende bøvl, kom duerne godt i gang med sæsonen. Det skyldtes i høj grad, at mine hunner, som ikke havde været i klammeri med høgene, gik godt med i front på de tidlige flyvninger. Desværre kom ledninger i vejen for en træning med hunnerne. Det kostede tre, og så var der pludselig et minus på 9 i flokken på 32 kapflyvere. Min målsætning om også at flyve de lange flyvninger var spoleret, og pludselig mistede jeg min bror i Holstebro. Kort efter blev Tommy ringere og ringere, og jeg måtte være meget ved ham. Der var ikke længere tid til at træne med duerne, men jeg fik dem dog af sted på kapflyvning hver weekend, om end det hovedsagelig blev på sektionsflyvninger og de korte mellemdistancer, hvor der kun var indlevering om fredagen.

Det var en liese, at jeg kunne “holde fri” lørdag formiddag for at vente på duerne. Situationen taget i betragtning, så gjorde duerne det fremragende, og Bulck duerne overgik nærmest, hvad jeg havde turde håbe på, så nu er mine drømme for den kommende sæson allerede i gang.

Dagsordenen til DdBs repræsentantskabsmøde i februar lader også antyde, at jeg kan komme til at flyve med og imod min gamle forening 055 “Vejle”. Nu er det snart 16 år siden, at de smed mig ud. Jeg er opvokset i Vejle sammen med nogle af dem, og de har sikkert fortrudt, hvad de dengang gjorde mod mig. Jeg føler dog ikke, at jeg har brug for hævn, men når jeg ser deres indsendte forslag, så kan jeg godt føle, at de spræller i nettet. Det er da for sent, at de foreslår områdeberegning i sektion 33, hvor Vejle skal være selv og Skanderborg og Horsens sammen. Idéen er da god, for Horsens har i rigtig mange år lidt under Vejles styrke, og jeg mener, det er på tide, at Horsens får lov til at nyde nogle gode resultater. Nu har de også gjort det eneste rigtige, at gå sammen med foreningerne i den gamle sektion 24, og foreslået en ny sektion 35. Det betyder så, at 055 “Vejle” kan vende tilbage til deres oprindelige venner i sektion 32. Ja! Med mindre da, at de slet ikke vil forlade sektion 33 og have sin egen sektion. Mit håb skal blot være, At forslaget om den nye sektion 35 går igennem, og man i Vejle kan finde trøst ved at komme ned til os i 32. Sådan i horisonten, kan jeg da godt skimte nogle beregningsområder i sektion 32, hvor Vejle, Kolding og Aabenraa får beregnet deres duer hver for sig, og vi får lavet nogle spændende konkurrencer med hinanden. Vi kan jo lige så godt gøre det sjovt at flyve med hinanden. Sektionsopgørelse kan jo stadig laves, hvis nogle ønsker det, men afstanden syd-nord er så stor, at vi må tænke nye tanker for at gøre konkurrencen fair og sjov, ligegyldigt, om man bor i syd eller i nord.

Jeg håber inderligt, at vi får afviklet repræsentantskabsmødet, så vi kan komme i gang med at udvikle os selv.

I dag var M&C endnu engang i æteren med en videooptagelse over nogle af de fremragende duer på deres auktion. Det er hyggeligt at følge de to herrer, som på afslappet og faglig vis orientere os om duerne. De plejer at være i selskab med dejligt belgisk øl, men i dag var det erstattet med champagne. Velfortjent, for de underholder os hver gang med brevduen i centrum. Vores sport har fortjent at have disse oplevelser i folden om vinteren. I dag fik jeg dog en ekstra oplevelse med Christian. Han har normalt ikke noget imod lidt hysteriske og urolige duer i hånden, men i dag oplevede jeg endeligt, at der findes duer, som hans tålmodighed ikke kan klare. Synligt irriteret blev den pågældende due nærmest “smidt” over til Martin.

Til alle de, der følger mig på min hjemmeside, skal lyde et rigtig godt nytår.

HJ.