Savsmuld i manegen.

Vejret i dag og formentlig mange af de næstfølgende dage får os til at føle det gamle slogan om savsmuld i manegen. Det kribler ikke blot i haven, men også i vore aktiviteter med duerne. Blot vi nu kan undlade at blive alt for ivrige. I mine unge år vilde jeg nok have startet træningen med sensommerunger på nuværende tidspunkt. Ja, lige modsat næsten alle andre, som venter med disse duer til langt hen på sommeren. Jeg havde stort set altid held med det, når blot jeg startede meget kort med slippene. Nu Har jeg imidlertid ikke nogen af slagsen, så jeg kan ikke fristes, og jeg er vel også blevet lidt mere magelig. For nogle dage siden kunne vi læse på Poul Stærkærs hjemmeside, at verdensberømmelsen ”Freddy” var død 18 år gammel. Han gik stadig på afdøde Pros Rossens slag. Pudsigt nok havde jeg omtalt ”Freddy” i min foregående artikel.

Når jeg læser dette, så minder det mig om, at en af Skandinaviens toplegender stadig er live – nu 19 år gammel. ”255” trasker rundt sammen med mig på fodergangen. Han holder nok heller ikke så meget længere, og jeg skal heller ikke drage sammenligninger mellem ham og ”Freddy”. Deres ”rum” har været alt for forskellige.

I de her dage er 255 dog lidt trist, ikke så meget fordi ”Guldspir” har nappet hans hofdame, men mere fordi han må slås med denne unge hanspirer. Han er nemlig kommet sig fint. Det hjælpeprogram, som jeg havde stillet for ham, har åbenbart haft sin virkning. Han er blevet lidt mere formelig og er meget kvik uden at være vild. Han skal nok ende med at blive en god han, men han vokser sig nok ikke over kategorien lidt under middel. De fem andre Rauw De Sablonner er alle af middel størrelse og meget velbyggede. Nu har de unger, og jeg glæder mig meget til at arbejde med dem. På én eller anden måde giver disse duer mig lidt fornyet savsmuld i næsen.

Alle de ældste unger er nu omkring 14 dage gamle, så jeg har været i gang med at give de gamle duer Ronidazol i drikkevandet. En kur på 5-7 dage nu, kommer jo også ungerne til gode, så gul knop ikke kommer til at genere dem.

Både Bodil og jeg har i denne uge været i Vejle for at være barnepiger for vort barnebarn. Derfor har der ikke været så meget tid til at skrive på hjemmesiden, men det bliver nok bedre efter weekenden.

HJ.