Skøn udvidet weekend i Brædstrup.
Om fredagen fik vi så, det længe ventede foredrag og auktion. Vi blev heldigvis ikke skuffet, tværtimod. Vores venner fra Belgien, Irland og Chr. Hansen levede til fulde op til forventningerne.
Her ankommer Sheldon Leonard (forrest)Irland og chefen Yannick Deridder, Belgien. Det var endda med musikledsagelse. Det arrangement var fornuftigt anbragt i mødesalen, som var fyldt med spændte tilhørere.
Yannick Deridder hviler ud efter en tur i Chr. Hansen forhør. Det var et spænende foredrag. Han var allerede startet som ung, men via en fremragende næse for duer på den øverste hylde havde han først købt alle duerne fra De Rauw Sablon. Efter stor succes med disse, solgte han dem. Købte så duer fra Leo Heremans. Via Leo Heremans blev han opmærksom på, at Dirk Van Den Bulck, Belgien ønskede at sælge sine fremragende duer “Kittel” – “Greipel” og “New Kittel” mfl. Flanders Collection under ledelse af Yannick købte omgående hele samlingen. Med disse duer har han selv fløjet virkeligt i top på mellem og kort.
Han fortalte om sine idéer og metoder. Han gjorde opmærksom på, at han , som én af de få i Belgien ikke foldede vingen helt ud, når han skulle vise den, men holdt den i naturlig flyvestilling, altså det vi gør i Danmark. Han havde sin egen kornblanding. 30 enkehanner og 40 enkehunner. Duerne blev trænet hårdt. Om morgenen var de ude og fløj her 1 – 1½ time. Herefter blev de kørt på træning 30-40 km. Om aftenen fløj de igen 1-1½ time ude. Det gentog sig hver dag i ugen. Naturligvis ikke om fredagen, hvor de blev indleveret til flyvning lørdag. Det var hård kost, men det virkede. Præmierne kom. Han brugte temmelig kraftigt foder, når han behandlede duerne sådan.
I Irland havde han et kopislag FBI, med de samme stammer og ledet af hans bedste ven, Sheldon Leonard. Han fortalte også om sine metoder, som dog var en kopi af Yannicks. Sheldon havde også fået nogle kammerater, Gordon Brothers og Herbie Thorpe, i gang med Van Den Bulck duerne. Man ville undersøge om Van Den Bulck duerne kunne stå sig i hårdt vejr og over vand fra England. Det gik strygende, og de vandt den ene flyvning efter den anden med flere nationale vindere og mestre til følge.
Gordon var også med til Danmark, så vi hørte også ham. Det var forrygende, men vi skulle stoppe kl. 22, så der blev tid til auktionen. Yannick og Sheldon havde hver 6 duer med og de to andre hver 5. det gav 22 duer under hammeren, ført af Chr. Hansen.
Her er Gordon ved at fortælle med Sheldon ved sin side.
Allerede ved kat. 1 kom der gang i salget. En skøn rb. han gik til 6000 kr. I øvrigt købt af undertegnede. Den dyreste due gik for 12.000 kr., og gennemsnittet for duerne blev på 7.136 kr. En flot auktion. Ugen før havde de været i Holland med nogle duer, og da fik de nærmest de samme beløb, men blot i euro.
Jeg fik i øvrigt købt en due mere, så nu skal i lige se dem:
En rb. han. Søsteren “ODETTA” havde følgende: 2. es.due 2018 2. nat. BBLM’17, og 24 nat. mod 3.588 duer.- Moderen er i øvrigt en datter af “GREIPEL” – meget spændende due.
Bedre endnu:
En bb. han fra 18 med navnet “BULCK KING” med følgende placeringer: 9. open Tullamore mod 19.148 duer – 16. open Roscrea mod 7.001 duer. – 107. open Dunmanway 5.251 duer. På samme flyvning var den 1. i sektionen. En helt vidunderlig han, som jeg også måtte bøde 8.000 kr. for. Dens stamtavle er også helt i top.
Efter disse køb har jeg nu 6 par rene Van den Bulck duer. Det bliver spændende at arbejde med.
Det var hyggeligt at gå inde i salenene med boder, udstilling og i midten en salgsbod med kaffe, øl og vand. Den vanlige auktion var sløjfet, og det var en god gerning. I øvrigt er det hyggeligt at gå rundt og snakke, samt se udstillingsduer. Jeg så kl. 1 og 2.Det var flotte duer, men jeg undrede mig, hvorfor var kortene ikke underskrevet af den bedømmende dommer?
Kl. 13 begyndte repræsentantskabsmødet. Det startede med vanlig overrækkelse af præmier og hyldest til toppen af kransekagen. Det var meget højtideligt. Herefter skulle vi så i gang med selve mødet. Jørn Boklund blev valgt til dirigent. Pia var helt på toppen og aflagde en flot tillægsberetning. Mødet blev dog lige fra start skæmmet af nogle folk fra 127 i Randers. De var utilfredse med stort set alt. For mig at se, så var de nærmest ude på at sabotere både dirigent og den nye bestyrelse. Det fik de heldigvis ikke held med. Alle i salen begyndte efterhånden også at udvise foragt for deres opførsel, og jeg vil bare håbe, at foreningens formand vil og kan belære dem om at være lidt mere fair.
Mødet trak derfor lidt ud. Vi kunne dog lige nå en lille hvil, inden aftenfesten, som i år havde rigtig mange deltagende, kunne gå i gang kl. 19.
Det var en hyggelig fest med rigtig god mad. Vi fik danset lidt, men henad midnat var jeg ved at være total udtømt for energi.
Efterfølgende har jeg kunnet hygge mig med mine nye hanner, som allerede er parret med de ventende Van Den Bulck hunner.
HJ.