Regionsmøde i Vejle.
Jeg har lige siddet og forfattet et længere ref, men er nu helt smadret, jeg har lige slettet det i computeren. Så nu et mindre:
I aftes lagde vi for i Region Syd. HBs fremlagte plan var der egentlig tilfredshed med. Den første weekend med sektionsarrangeret flyvninger var der stort gehør for. Til stor moro, så var Odenseforeningen imod. Osnabrück var sædvanen tro et tidkrævende element på mødet. Mon ikke det ender med, at vi flyver Minden i stedet. Fire duers flyvninger hver weekend blev modtaget særdeles positivt.
Der var indlæg om at bryde op med den evig tilbagevendende flyveplan, og så prøve på at bygge en sommerplan op, der er mere tiltrækkende for medlemmerne hele sæsonen, bl.a. andet med flere spændende konkurrencer.
Der var en idé om at lave kort og lang mellemdistance lige som i Holland og Belgien. – Der var sådan set flere ting for HB at tage med, men vi støder nok hovedet imod brevduesportens størst fjende, konservatisme.
Der var en lille gruppe, der ønskede længere langflyvninger. Det er også fast hver gang, vi holder møde. Der er nok kun ét at gøre for den lille gruppe, at flytte til Nordjylland – helt op, for flyvninger med tyskerne er ikke tilladt.
Den samme gruppe var heller ikke glade for forslaget om at indskrænke landsflyvningerne fra 4 til 3. De fleste var nok ligeglade, når bare det ikke går ud over deres pengepung.
Med de ændrede vejrforhold kom vi også ind på, at det skulle være mere smidigt for løsladerne, så de kunne lave ændringer i forhold til vejret.
Mødet lignede de foregående års møder, men gode input for HB, og så fik de positiv respons på den første flyvedag i sektionerne, og fireduers flyvning hver weekend blev også godkendt.
Tja! Det er så det, I må nøjes med.
HJ.