Andre & Bert Leideman, Hardenberg, Holland.

Fra Koopman bevægede vi os til vort sidste besøg på turen hos Andre & Bert Leideman. De er blandt Koopmans skarpeste konkurrenter specielt på mellemdistancen. De andre topslag i den stærke afd. 10 i Holland omtaler dem altid med enorm respekt, så jeg havde store forventninger til besøget.

Der var også seriøs lytten blandt de 60 deltagere, som nok ligesom jeg, var klar over, vi var kommet til et slag med høj klasse. Selve slagene og haven kunne slet ikke måle sig med Koopmans, men deres resultater ligger meget mere på højde, så med Chr. Hansen i spidsen indledte vi endnu et godt interview.

MVL BUSSEN 2015 095

MVL BUSSEN 2015 091

Foran ungeslaget. Til venstre Bert, som er chef for det praktiske på slaget. Til højre Andre, som mere er til computerarbejdet. Han er ansat hos Koopman, og var i øvrigt rigt talende.

MVL BUSSEN 2015 092

Loftslaget, hvorfra de gamle kapflyves.

Som drenge havde de leget med raceduer, men en meget hård vinterdag i 1979 blev deres indgang til brevduerne. En nabo havde en tilredt brevdue gående, og den fik de hjem i slaget. Herfra udviklede det sig på samme måde, som da vi andre startede som drenge. Brevduerne tog over, og der blev foræret og indkøbt duer fra forskellige slag. I 1988/89 gik de i gang med at søge efter rigtig gode brevduer. De besøgte comb. H & O? i Nieuwendijk. De købte unger efter deres Van Damme duer, olympiade duer og også 1. national es. due i Holland. For at have nogle duer at krydse ind på disse duer, købte de i 1991 så nogle Linsen-Jansen duer avlet hos Tonnie van Dam i Hattem. Disse fantastiske linjer er i dag stammen på slaget, og deres toppar er ”TIP TOP x ZEEUWS MEISJE” Sidstnævnte har de avlet ud af Gaby Vandenabeele duer købt hos Koen Minderhoud.

De flyver med 45 par duer fra loftet på en gammel staldbygning. Der flyves totalt, og når de har indleveret fredag aften er der ingen tilbage på slaget. Alle må på vingerne, og der er en hård sortering. Ungerne flyver fra et haveslag med voliere. De starter ud med omkring 100 unger, som bliver trænet og kapfløjet hårdt. Deres resultater med ungerne har igennem mange år været helt i topklasse, så sent som her i sommer har de haft adskillige vindere, og på en NPO flyvning med 11.474 duer bliver de 1-2-3 og 4 med pænt forspring til nr. 5 på flyvningen.

Disse 4 duer plus et par andre vinderduer var taget fra i en kurv, og vi fik alle lov til at håndtere dem. Det var en oplevelse. Det var flyvetyper med fremragende vinger og muskulatur, samt et vinderudtryk i ’øjnene. De bedste unger får nu en plads oppe på loftet. De har mange superunger at vælge imellem, så det forstærker selvfølgelig slaget. De havde 20 par avlsduer, og deres sommerunger kunne vi vælge unger fra. Prisen var 250 euro. Der kom 2 eller 3 med ind i bussen.

Christian fik også spurgt til medicinering. André, som var den mest fortællende, arbejdede sammen med en veterinær, og ham havde han bedt om at komme forbi slaget en gang om måneden. Han fandt altid nogle små problemer hos nogle af duerne, så det var de blevet lidt træt af. Han kommer derfor ikke mere. De holder selv et skarpt øje med duerne, og de, der eventuelt skulle gå og skrante lidt, bliver taget fra og behandlet mod det, de anser for problemet. De skal komme sig, ellers forlader de slaget. Altså her den samme metode, som vi selv i Danmark og Norge er overladt til. Det var helt rart at høre fra et topslag i Holland.

Der var ikke så meget plads i haven, men vi hyggede os virkeligt. Huset frue og børn serverede for os, kage, chokolade og kaffe.

MVL BUSSEN 2015 093

Et par solide danskere fik sig et lille hvil på en bænk i haven.

Brdr. Leideman afsluttede vores tur på særdeles værdig vis.

MVL BUSSEN 2015 098

Det var tur nr. 18, og i mine øjne stiger kvaliteten år for år. Det var fremragende slag i år, og trods 60 mand lavede vore værter en fremragende oplevelse for os. – Super.

Folkene på bussen havde naturligvis også anstrengt sig meget for at lave en god tur. M&C skal dog have en særlig tak for deres tilrettelæggelse, hæftet og ikke mindst Christians fremragende interviews.

HJ.