Gerard Koopman, Ermerveen, Holland

På busturen får vi udleveret et meget flot hæfte, hvor vores ”duehjerner” M&C Hansen fortæller om de slag, vi skal besøge på turen. Jeg bruger dette hæfte samt videooptagelser til at skrive artiklerne til hjemmesiden. Efter deres beskrivelse med billeder i hæftet slutter de af med: Det kan kun blive en oplevelse hos Gerard Koopman!

Lad mig straks slå fast, det blev en kæmpeoplevelse. Vi fik lov til at komme på hans avlsslag på loftet, hvor meget flotte bokse var indrettet til hvert par. Det var unikt, og hans medhjælper viste frem af de avlsduer, som endnu var i boksene. Vi fik lov til at håndtere dem. Der var ikke mange, og jeg tror, at de, der var der, var sat tilbage for at vise os deres færden i boksene. De øvrige var sat i voliere.

Her hans nye slag til maraton – hobby.

Der blev ikke åbnet for direkte adgang til flyveslagene, men på hans nye maraton slag fik vi lov at komme ind og også håndtere duerne. Det var hans ”hobby”, det øvrige hans forretning, sagde han lige ud med et smil på læberne. Han havde to ansatte og betalte skat af sit brevduefirma. Det kunne opfattes som noget ”højtflyvende” for os almindelige brevduefolk, men sådan følte vi det ikke. Han, Gerard, stod jo der midt i haven i smittende humør og fortalte om, hvordan det hele var bygget op siden drengeårene sammen med faderen.

Alt det og meget mere fik vi kendskab til via et interview med Chr. Hansen. Vi stod der på en flot græsplæne i en stor ring omkring de to, stille og betaget, lyttende i snart halvanden time. Det har jeg aldrig oplevet før på vore busture.

Han lagde ud med at fortælle om starten sammen med sin far i New Amsterdam, hvorledes hans grådighed for mere viden om brevduer havde ført ham til den store mester Louis van Loon. Denne var ikke en mand af mange ord, men det, han sagde, var værd at lytte til og tage ved lære af. Louis van Loon blev hans mentor og senere hans gode ven, som han aflagde mange besøg og naturligvis også fik købt nogle duer fra. Sammen med faderens gamle stamme, fik de nu opbygget en flok duer, som kunne vinde næsten alt på afstande fra 100 til 800 km. Der var naturligvis også duer fra Brdr. Janssen. Det blev til en Koopman stamme, som var meget dominerende i Holland.

På et tidspunkt flyttede Gerard til sit eget landsted, Ermerveen, men Koopmanstammen fulgte med. Naturligvis søgte han topduer til indkryds. Den vigtigste blev ”Golden Lady”. En datter efter ”Kannibaal”, stjernen hos Dirk van Dyck.

På et tidspunkt i interviewet syntes Koopman, at vi skulle ind og have en kop kaffe, men Christian fik ham stoppet i den tankegang, og de fortsatte. Godt for det – Christian fik nu på sin specielle charmerende facon åbnet op for godteposen, og Gerard fortalte åbent om, hvordan han havde skaffet sig nye topduer til indkryds. Hvordan det flere gange havde været næsten helt umuligt at komme i nærheden af topduers afkom, bl.a. en hun efter Hoymans fantastiske ”Harry”, som var bragt på en auktion. Ved 96.000 euro måtte han bøje sig for Peeter Veenstra. Det var festlig at høre hans beretning om denne auktion. Det var også charmerende at høre hans beretning om oversøiske rigmænds forsøg på at købe nationalvindere, og historien om sin egen og verdens mest kendte brevdue ”Kleine Dirk”. Den vandt næsten alt, hvad den deltog i som unge og ét års, hvorefter han anbragte den i avlsslaget. Det gjorde han normalt ikke, for han var af den opfattelse, at duerne skulle flyve i top i 4 år, før en plads i avlsslaget kunne komme på tale. ”Kleine Dirk” var ikke nogen skønhed, men det var til gengæld en sublim oplevelse at se ham afslutte sine sejre. Det var, som kom der et raketnedslag fra himlen. Han var søn af superavlsparret ”Gentil/Golden Lady”. Han blev efterfølgende stamhan på avlsslaget, men han kom aldrig til at danne et nyt superavlspar. Gerard har haft 3 af disse superavlspar, men søger stadig det 4. par. ”Kleine Dirk” stoppede med at befrugte syv år gammel, men på spørgsmålet om han ikke savnede at kunne avle på denne due, svarede han, at man skal glæde sig over det han gav, og ikke sørge over det. – Hans billede hænger dog på gangene dernede, og hans eftermæle er vel udødelig og på ingen måde usælgelig.

Gerard har naturligvis haft flere andre stjerner, og han gjorde meget ud af, at man ikke skal sælge disse, når man får dem. Uden dem bliver man ved med at være middelmådig uden mulighed for at fortsætte vejen mod toppen. En top, han stadig selv stadig søger! Han glemmer aldrig den sætning, som hans gamle lærermester, Van Loon, indprentede ham: Man skal krybe før man går og være ydmyg over for det, man opnår.

Han har på det sidste indkøbt duer fra Geerinckx og Albert Derva fra deres topstjerner, samt til hans hobbyslag fra flere topslag på Maraton. På spørgsmålet om han stadig har noget efter den dyrt indkøbte Sablon due ”Dromer”, svarer han, at han ikke har sat noget til på denne due, men dens afkom står sig ikke i sammenligning med Kleine Dirk duerne. Han har dog et barnebarn efter Dromer, som har været NPO – vinder.

På et tidspunkt nævnte han også en anden brevduemand i Holland, Rejkardt, som han i tidens løb har lært meget af, bl.a. om fodring. Det er også ham, der har åbnet op for organisk stof i foderet gennem fårefedt og ost. Det er også herfra han har teorien om, at duer selv skal vælge det korn, de har brug for, altså standfodring. Her har han ingen sammenligning med mennesket, hvor mange har det svært med det frie valg. Det har han derimod i forhold til øjenteorier, hvor han til et spørgsmål om sit forhold til det, svarer: Hvis din datter kommer hjem med en ung mand, så kigger du ham ikke i øjnene, men spørger til hans familie. Ja, ja, på en måde kan der drages mange paralleller til mennesket.

Evt. brug af medicin blev også en disputs værdig. Han gjorde meget ud af, at han ikke selv var en medicinmand, og derfor ville han komme til at lyde som en papegøje, hvis han gav sig til at fortælle om, hvad man skulle gøre, det var der så mange, der gjorde. Han henvendte sig til en dyrlæge, og så gjorde han som anbefalet.

Der var ikke på noget tidspunkt spørgsmål om at købe en unge, men til gengæld fik alle et par prøvepakninger af hans nye blanding – Variamix -, der indeholder bl.a. fårefedt og ost. Den ligner i øvrigt All in One – mineralblandingen, som vi kender herhjemmefra. Jeg har prøvet den på mine duer, og de kan vældig godt lide den og spiser med stor velbehag.

Tilbage til interviewet om bl.a. om flyveslaget og træninger. Hans unger trænes rigtig meget og deltager altid på kapflyvningerne. Som ét-års trænes de ikke nævneværdigt. De holdes naturligvis i gang med flag omkring slaget. Der kapflyves med 65 hanner og 65 hunner, men ikke på totalsystem. Dvs. 260 duer i brug på flyveslaget. De ser normalt ikke magen før afsendelse, men ved hjemkomst. Der var ikke tid til at gå nærmere ind på teknikken omkring det. Vi måtte ind til kaffen, som blev serveret af to nydelige kvinder fra østen. Både ved vores ankomst og under hele opholdet blev vi mødt med stor venlighed og gæstfrihed.

Tak for besøget.

I det hele taget var det en kæmpeoplevelse. M&C havde i flere år prøvet på at få et besøg i stand, og nu var vi der så endelig. Vi havde slet ikke forventet den åbenhed, hvormed vi blev modtaget og behandlet, og det gjorde os nok også en smule benovet, men jeg vil slutte med at citere det M&C indledte med i beskrivelsen i hæftet:

Hvordan i al verden, skal man lige beskrive Gerard Koopman kort? Hollands bedste slag? Verdens bedste slag? Nutidens Janssen? Svært at sige, men ingen tvivl om, at her har vi fat i en af brevduesportens allerstørste og mest kendte slag i hele verden.

HJ.