Superweekend i Brædstrup.
Der var mange mennesker både fredag aften og lørdag. Den største oplevelse var nok fredag aften, som var super.
Jeg vil i dag koncentrere mig om lørdagen, som havde flere højdepunkter. Der var flere mennesker end i mange år. Om formiddagen blev auktionen over duerne fra Brd. Herbots det helt store brag. Duer efter et par nationalvindere vred virkeligt læderet og købelysten hos flere af de tilstedeværende, så gennemsnitsprisen endte omkring de 5.000 kr., og datteren efter Barcelonavinderen røg helt op i 18.500 kr.
Der var stor nysgerrighed ved burene med ol duer. Her nogle af de bedste.
Det var en flot auktion. Udstillingen var også flot med meget smukke duer i burene. Snakken flød, også især omkring selve mødet om eftermiddagen. Man fornemmede en spændt atmosfære. Ville formanden holde skansen? Det gjorde han i stor stil, kan jeg lige så godt afsløre nu.
Der var fyldt på tilhørerpladserne. Ved hovedbordet var der en tom plads, nemlig den, som én af Dansk brevduesports største, Peter Knudsen, har siddet ved i mange år. Der var en meget smuk buket blomster placeret på hans plads. En smuk og meget værdig gestus.
Jeg skal ikke referere fra mødet, beslutninger kan ses på DdBs hjemmeside. Det var et meget flot møde, hvor dagsordenen så meget vanskelig ud. Dirigenterne havde imidlertid planlagt en smidig behandling af hvert punkt, og deres venlige og rolige udstråling skabte et super godt møde. Det var storslået dirigentarbejde, og de skal have lørdagens ”ROSE”.
Landsformanden klarede sig også flot. Man kunne godt mærke en anelse på ham, at der var enorm pres på ham. Det var godt og værdigt gået, som man siger.
Alt, hvad den nordjyske arbejdsgruppe havde stillet forslag om, blev nedstemt. Det var dog i mine øjne noget beskæmmende, at et par foreninger fra talerstolen meddelte, at de havde fået kolde fødder, og ville trække sig ud af gruppen af forslagsstillere. Det er svært at lave noget, når nogle sådan i sidste øjeblik falder fra. Der har trods alt været et stort forarbejde.
I mine øjne var det også lidt synd, at fynboerne slet ikke fik lov til ét eneste særskilt slip. – Det var helt fint, at Henrik Larsen kom med i HB på Peter Knudsens plads. Derimod var Erik Rasmussens gennemgang af regnskabet endnu mere pinligt, end det plejer at være. Alderdommens stemmesvaghed drillede Erik, så vi nærmest ikke kunne forstå, hvad han ville sige. Den sædvanlige strøm af ølhentere var endnu større i år under dette punkt – Erik Rasmussen, du har i mange år lavet et stort og flot arbejde for os alle i DdB. Lad os huske dig for det, når du på værdig vis trækker dig ved næste års valg.
En ung mand, jeg husker ikke, hvad han hedder, var på talerstolen og foreslog, at vi fremover skulle prøve at arbejde på samme måde som Enhedslisten, hvor man kun kan være i folketinget i syv år. Nu er jeg slet ikke tilhænger af dette parti, men deres regel kunne måske sætte noget mere dynamik og nyskabelse i vores hovedbestyrelse.
Det var en god lørdag, og i morgen vil jeg fortælle om fredag aften, som var super.
Der var tæt besat i salen fredag aften.
HJ.