Ad Fortuin Plein, Holland

Ad Fortuin var nok den mest spændende person ved besøget i det sydvestlige Holland. Han er 52 år gammel, er til daglig projektleder i byggeindustrien. Han er hollandsk agent for Pipa, formand i foreningen samtidig med, at han er gift og har 3 børn. En driftig mand med efterhånden meget store resultater på de lange flyvninger.

Han har som så mange andre i Holland haft brevduer siden drengeårene. Alle hans kammerater – 22 – havde brevduer. Nu er der kun 2 tilbage. Det er også hårde tider for sporten i Holland. I starten fløj han med unger og gamle på mellemdistancen. I 1997 kom de første langflyvere ind på slaget. Han fik duer til formålet af sine gode venner Hugo Batenburg og Jaap v.d. Velden, og det var så meningen, at han skulle hygge sig med at sende med på de lange flyvninger en gang imellem. Det var succes fra starten. Det var virkelig superduer, han havde fået, og da han en dag vandt nationalflyvningen fra Mont de Marsan, så var Ad solgt til de lange flyvninger.

057

Den helt store omvæltning kom så i 2007, hvor næsten kun duer af langflyverafstamning fik lov til at blive. Der blev købt en hel runde unger hos Batenburg og hos V.d. Velden. I 2008 erhvervede han sig flere duer fra Batenburg-Van de Merwe efter en søn på EURO DIAMOND fra Hans Peter Brockamp i Tyskland parret med forskellige børnebørn på WITBUIK. Det fik bestanden helt op, så han kunne konkurrere på allerhøjeste plan.

Èn af duerne fra 2008 skulle vise sig at være en rigtig topavler. Den fik navnet DIAMANTJE og er i dag tilbage i stalden hos Batenburg.

2012 blev en stor sæson for AD. Han vandt således følgende præmier:

  1. Åbent mesterskab på de internationale flyvninger i Fondclub South Beijerland.
  2.    ”              ”            ”    ”            ”                       ”        afd. 5(Syd – Holland).
  3. Generalmester int. Flyvninger sektion 3.

I 2013 og 14 har han også haft store resultater, så han er blevet satelitslag både for Pipa og Batenburg. Dvs. han modtager hvert år unger fra dem, som han skal gennemprøve.

Han har normalt 24 enkemænd, 20 hunner efter naturligt system og 30 ét- års, som også flyves naturligt. På de store flyvninger sendes i gennemsnit 10 duer.

Han er den type, der pga. manglende tid ikke får gjort rent hver dag. Den dag, vi var der, var der dog meget pænt i slagene. Der var kun et meget lille avlsslag med nogle få par. Flyveduerne avler generelt heller ikke, nu hvor han får unger fra ”de højere lag”. Han havde dog unger med i klubhuset, og med hans store resultater in mente, så var de hurtigt væk til 400 euro stykket. – så vidt jeg lyttede mig til.

Efter hjemkomsten fra en langflyvning får duerne to dage i et afslapnings slag, før de igen vender tilbage til hovedslaget. De får proteinpulver og behandling mod gul knop. Hver 4. uge undersøges duerne af dr. Marien, og hans råd følges 100 %. Ja, der var den igen. Der bruges dyrlæger i både Holland og Belgien, og det er dyrlæger, som har specialiseret sig på duer.

Der fodres om sommeren med blandinger fra Beyers og de sidste to dage inden afsendelse til en langflyvning Energy Plus fra Versele Laga. Om vinteren tilsættes 50 % maltbyg.

054

Ad var en fornøjelse at være sammen med, men også her var der ingen duer i hånden. Hvis man drager til Holland for at købe topblod til langflyvningerne, så er det nok ham, man skal henvende sig til. Her væltes ens tegnebog ikke ved første henvendelse. Det er virkelig idyllisk at være i hans have. Bare nu ikke en voldsom stormflod ødelægger det for disse slag. Jeg kan ikke lade være med at bringe et par billeder igen fra denne have.

Når vi er med MVL bussen, så har M&C lavet et introduktionshæfte til besøgene. Især til besøget hos Ad var der en fyldig beskrivelse, som jeg også har tilladt mig at gøre brug af til denne artikel.

HJ.