Ivo Renders, Geel, Belgien.
Vort 2. besøg gjaldt Ivo Renders, som har slag 12 km. fra Ulrik Lemmens. Han har et forholdsvist lille slag, som i mange år har fløjet helt i top. Han har fløjet sprint siden 1972, men fra 2010 har han fløjet nationalflyvningerne med meget stor succes. Han vandt således allerede i 2011 generalmesterskabet i Fondclub Antwerpen, og har siden hørt til i toppen.
Ivo Renders er meget beskeden og måske også lidt genert. Han havde imidlertid en særdeles flot have, ikke med striglet græsplæne, men med plads til naturen. Det første, der mødte os, var et flot havebassin med masser af fisk. Herefter mødte vi forskellige vilde fugle i fangenskab, lidt underlig måske. Der var en sirlig terrasse foran huset, og tilbage i haven lå hans dueslag, rimelig stort i størrelse, men ikke med så mange duer.
Han flyver det klassiske enkesystem, hvor hunnernes mage er hjemme hele sæsonen, og lige så for hannerne. Det kræver meget plads, men det havde han også. I præmielisterne kunne man se, at han afsender fra 8 – 14 duer på flyvningerne, hvor hovedparten af dem er med i 25 % opgørelsen hver gang.
I starten af ugen fodrer han let, men de sidste par dage inden afsendelse får de kraftigt foder. Hunnerne gør det bedst, men afsendes også hver uge. Han bruger ikke medicin, men vaccinerer i lighed med Ulrik Lemmens.
Selve stammen har han opbygget gennem årene, og hvert år går han ud og køber en bon. Dette bon-system er ret specielt for Belgien. Foreningerne tigger hos de større og kendte slag en bon eller to. Denne bon købes så af et medlem i foreningen, formentlig via auktion. Med denne bon i hånden kan man så henvende sig til giveren og aftale afhentning af en unge f. eks.
Han krydser derefter bonkøbet ind på sine egne. Tja! Han har imidlertid områdets (330 medl.) måske stærkeste slag. Han er ganske enkelt en prototype på naturtalentet, der får alt til at lykkes med duerne, uden rigtig at vide hvorfor, endsige bekymre sig om det.
Via Henrik Meldgaard fik vi en snak med ham om hans vurdering af duen. Han ser gerne masser af bløde fjer, smalt svælg, godt lukket bagtil og så indre ro. Muskulatur synes han ikke rigtig at kunne bedømme, så det lader han andre om.
Han havde stillet nogle unger frem i kurve på terrassen. De var forholdsvis billige – 150 euro mener jeg at huske, så der blev købt en del med til Danmark.
Han gik lige i mit hjerte med sit udtryk: Indre ro. Det er også mit krav på vores slag. Jeg hader at have duer med indre uro, ja, normalt forlader de ret hurtigt vort slag. Man skal måske moderere holdningen, for de fleste af de duer, der i dag sælges på auktionerne har den indre uro. De kommer ofte fra store voliere, hvor de har haft hele deres opvækst. De er sand for dyden ikke nemme at arbejde med, men deres sind behøver jo ikke at være uroligt, man må her lade tålmod arbejde. Hos mig dog ikke for længe.
Et hyggeligt og mindeværdigt besøg hos Ivo Renders.
HJ.