UPS! Det ser dystert ud til lørdag.
Vores held med vejret om lørdagen ser ud til at være opbrugt. Det ser så svært ud, at vi nok burde skride til at flyve i morgen fredag. Søndag er måske endnu ringere eller nærmest umulig.
Kunne man forestille sig, at mellemdistancen flyves i morgen, fredag og langflyvningen fra Dresden evt. venter til mandag eller tirsdag.
Vi har også planlagt sektionsflyvninger til lørdag. Disse har også lange udsigter, i alle tilfælde med morgenslip på lørdag. Kunne man forestille sig, at DdB allerede nu melder ud, at de slipper mellemdistancen fredag, så var der en mulighed for, at vi kunne sende unger og gamle med der i stedet for på sektionen. Vi har ikke mulighed for at bruge containeren før fredag aften, idet den er optaget af Hot Spot flyvning hos DAPIRACE i morgen fredag.
Langt ud i det fjerne ligger der en mulighed for at slippe sent lørdag, men det er ikke altid heldigt at slippe på bagsiden af et uvejr. Det skal i alle tilfælde lige vente et par timer, og så bliver det måske for sent.
Det er nu, løsladerne har muligheden for at score UGENS ROSE, men de kan også nemt løbe ind i en bunke tidsler.
Prognoserne udvikler sig altid meget hurtigt, og vi har før i år om torsdagen stået med elendige prognoser til lørdag, måske ikke så dårlige, som til på lørdag, alligevel har vi haft heldet og fået fint vejr at flyve i. Er vi henvist til dette helds styrke endnu en gang?
Allerhelst ville jeg hoppe denne weekend over, men jeg sender nok mine sædvanlige seks på mellemdistancen. Leipzig ser jeg ikke nogen grund til at udsætte mine duer for. Som sædvanlig satte Antwerpen en stopper for mine muligheder på langdistancen. Tja, sådan er det ikke kun hos mig, men hos mange andre.
HJ.
NB: Ovenstående skrev jeg i formiddags, men blev så pludselig optaget af noget andet og fik ikke lagt artiklen ind. Nu ser det helt anderledes ud. DdB’s løsladerudvalg har tænkt sammen med mig og mellemdistancen løslades fredag. DAPIRACE tør ikke gennemføre deres hot spot fra Rendsburg i morgen, vi har bilen i sektionen, så vi kan opsamle sektionsduer i aften.
Løsladerne har scoret den første flig af en rose.
HJ.